
Hirtshals Boldklub var som foromtalt på en svær opgave i påskens sidste dag, da de besøgte Aalborg Freja. En af de to puljefavoritter og dermed også favoritter til oprykningen. Det lod de lokale drenge fra Hirtshals sig dog ikke kyse af, de tog nemlig alle 3 point med hjem.
– Vi spiller en utrolig disciplineret kamp, igen, fristes man til at sige. Jeg mindes, de har én chance i 1. halvleg, og kun målet, de scorer i anden halvleg. Det har i påsken været utrolig svært at score på os, og det er hele holdets fortjeneste, fortæller Michael Skytte Pedersen.
Hirtshals Boldklub kom bagud i starten af 2. halvleg, og var generelt presset i store dele denne halvleg, men alligevel måtte Aalborg Freja gå tomhændede fra kampen.
– Jeg har ærlig talt ingen anelse om, hvordan vi får vendt den kamp. Vi er på hælene både før og efter deres scoring, og jeg synes ikke, man kan indvende noget mod deres føring. Vi får dog spillet flyttet frem på deres banehalvdel, og pludselig gav en af vores mange dødbolde pote, da Frederik Dahl får sidste fod på i et klumpspil, uddyber Michael Skytte Pedersen.
På trods af udligningen efter 75 minutter var der stadig ikke meget, der tydede på, at Hirtshals skulle tage alle 3 point. Michael Skytte Pedersen fortsætter:
– Christian Sørensen får et gult kort efter 79 minutter, og Aalborg Freja går benhårdt efter at score til 2-1. Det var helt tydeligt, at de følte de skulle vinde kampen. Men efter 88 minutter får vi et godt gennemspillet angreb, som Claus Christiansen omsætter til scoring.
Kampen i Aalborg Freja fuldender en perfekt påske for Hirtshals Boldklubs Jyllandsseriehold, som qua rundens resultater ligger sig alene i spidsen. Det har træner Mads Pedersen belønnet med en fridag tirsdag aften.
– Da Mads siger, at han giver os fri tirsdag, er der flere, der udbryder ”yes!”. Vi var helt bombet efter kampen. Personligt er hele mit venstre ben, fra knæ til røvballen revet op af kunstbanen, mens jeg fik stemplinger over begge mine knæ. Og jeg er langt fra den eneste der fik skavanker af kampen. Således spillede Martin Eriksen kun godt 35 minutter, før han måtte udgå med en skade, slutter Michael Skytte Pedersen.