I et tæt samarbejde mellem Hirtshals Fiskeriforening og Hirtshals Havn opføres et nyt kassevaskeri ved Auktionsbassinet og som en udvidelse af den kun godt 10 år gamle FiskeTerminal Hirtshals. På den måde vil det samlede demersale fiskeri i Vendsyssel blive styrket, og det vil styrke Hirtshals’ markedsposition som en af Danmarks førende fiskerihavne.
Over de seneste par år har Hirtshals Fiskeriforening og Hirtshals Havn, gennem en tæt dialog og med inddragelse af leverandører, ingeniører og teknikere, udformet et kassevaskeri, der opfylder de krav der stilles til moderne og effektive faciliteter, hvor service og arbejdsforhold også er tænkt ind.
Hallen til kassevaskeriet opføres af HMU i Hirtshals og skal stå færdig i foråret 2019. Selve hallen til kassevaskeriet er på godt 1.000 m², hvortil der opføres en lukket kassegård på 600 m². Allerede inden hallen er helt færdig, vil Hirtshals Fiskeriforenings leverandør af det nye og topmoderne kassevaskeanlæg, Maskinfabrikken Hillerslev A/S, påbegynde montagen, og dermed vil de nye processer omkring vask, transport og udlevering af kasser kunne sættes i gang i forsommeren 2019.
Kilde: Hirtshals Havn.