Første hold færdig på ny
kokkeuddannelse i Hjørring

Thomas Riis glæder sig over et højt fagligt niveau på EUC Nord Gastro, hvor Henrik Aggerholm er timelærer. Han er også køkkenchef på Svinkløv badehotel og har været to år på den tre-stjernede Michelin restaurant Don Alfonso i syditalien.

630

Kamilla Lyngby fra Hirtshals var på det første hold på den nye kokkeuddannelse på EUC Nord Gastro i Hjørring, som netop har afsluttet 10 herlige uger bag køkkengryderne på skolen i Hjørring.

Kamilla Lyngby i dyb koncentration.
Solveig er fra Esbjerg og bor nu i Frederikshavn – de andre kalder mig Bedste, siger hun med et smil.

-Jeg har tidligere snuset lidt til branchen, og da de fik kokkeuddannelsen til Hjørring valgte jeg at søge ind på den. Ellers skulle jeg være kørt til skolen i Aalborg, og så var jeg nok ikke begyndt som kokke-elev, siger Kamilla Lyngby.

Hun har også fået praktikplads på Jakobs Café & Bar i Skagen, og det er hun rigtig glad for.

– Det er en rigtig god læreplads, og så betyder det ikke noget at skulle køre frem og tilbage fra Hirtshals, siger hun.

Faglærer ‎Thomas Riis, EUC Nord Gastro, som i øvrigt er tidligere køkkenchef på Restaurant Pakhuset i Skagen, roser det første hold på den nye kokkeuddannelse.

– De er rigtig dygtige, og vi er stolte af at kunne sende dem videre på vej mod deres mål, at blive kok, eller gastronom, som kokkeuddannelsen jo hedder i dag. Man bliver gastronom med forskellige specialer, fortæller Thoma Riis.

Han er sikker på, at det vil give flere lyst til at gå igang med uddannelse, at der nu er mulighed for at tage den på EUC Nord i Hjørring.

-Vi ved allerede fra flere, at de meget bedre kan overskue det, når de ikke skal rejse så langt. Derfor er der stor søgning fra hele Vendsyssel til vore hold i Hjørring. Branchen kan og skal bruge mange flere kokke og andre gastronomer, og jeg vil tro, at der er brug for fire gange så mange, som der bliver uddannet.

Thomas Riis, til venstre, og Henrik Aggerholm, holder øje…

Thomas Riis glæder sig over et højt fagligt niveau på EUC Nord Gastro, hvor Henrik Aggerholm er timelærer. Han er også køkkenchef på Svinkløv Badehotel og har været to år på den tre-stjernede Michelin restaurant Don Alfonso i syditalien.

-Det er rigtig spændende at arbejde med de dygtige mennesker i Vendsyssel, siger Henrik Aggerholm, som lige nu på grund af den store brand må undvære sit daglige køkken på Svinkløv Badehotel.

-De er i fuld gang med at bygge hotellet op igen, og vi regner med at kunne genåbne om cirka et år, siger han.

Næste hold kokke begynder på skolen i Hjørring efter sommerferien, og der er enkelte ledige pladser.

Om uddannelsen
En gastronom arbejder med at lave mad. På skolen lærer du om gode råvarer, at tilberede og anrette maden samt at vælge drikkevarer dertil.

En vigtig del af arbejdet går ud på at sammensætte et måltid, så det bliver en oplevelse for kunden at spise. Som kok/gastronom lærer du også meget om indkøb og kundeservice.

Gastronomer kan arbejde i større og mindre køkkener på spisesteder, eller de kan starte deres eget firma, der for eksempel leverer mad ud af huset.

Uddannelsens opbygning
Uddannelsen består af et grundforløb, der varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb. Hele uddannelsen kan tages på EUC Nord i Hjørring.

I alt tager uddannelsen op til fire år og tre måneder at gennemføre, alt efter hvilket speciale du vælger. Du kan vælge mellem to specialer: Kok eller Smørrebrød og catering

Fag
På skolen får du undervisning i fag som:
ernæringslære
salg og service
køkkenpraktik
produktionshygiejne

Du skal også have fag som engelsk, regning og kalkulation samt læring, kommunikation og samarbejde.

Praktik
I praktiktiden bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Praktikken foregår på en arbejdsplads eller eventuelt i et skolepraktikcenter.

Du afslutter uddannelsen med en svendeprøve.

Adgangskrav
Du skal have mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve. Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du være vurderet uddannelsesparat.

Ansøgning og uddannelse
Efter 9. eller 10. klasse
Har du afsluttet 9. eller 10. klasse for mindre et år siden, skal du starte på Grundforløb 1 – Gastronomi & Service, der varer 20 uger.

Under 25 år
Hvis du har afsluttet folkeskolen for mere end et år siden og er under 25 år, skal du starte på Grundforløb 2 – Gastronom, der varer 20 uger.

Over 25 år
Er du over 25 år og vil starte på en erhvervsuddannelse skal du læse mere om ErhvervsUddannelse for Voksne.

Ansøgning til en uddannelse skal altid ske på optagelse.dk.

Kontakt til vejledning finder du her

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments