Ikke færre end et dusin mand fra Lystfiskeriforeningen for Liver Å mødtes forleden knap kl. 7.30 på Amtes Plads.
Efter det obligatoriske morgenkomplot af rundstykker, kage, kaffe og en bette skarp drog de ned over i det tiltagende lys og aftagende vind. Det seneste døgn havde budt på 25- til mm regn her i det nordvestligste hjørne af Vendsyssel.
Det var derfor med en vis spænding, at de fik farven på vandet at se. Denne mængde nedbør på dette tidspunkt af året giver altid uklart vand og drivende grøde samt andemad. Heldigvis var åen ikke steget meget mere end 30 cm ved Skallerupvej.
Elfiskeriet gik slag i slag og efter et kort stop ved Vellingshøj Bæk kom formandens bedre halvdel Lotte med en forrygende og rygende varm suppe, som deltagerne alle fik varmen på i læskuret ved Cykelbroen. Det yderste af Liver Å har de sidste seks ugers tid været præget af høj vandstand trods en begrænset vandføring, da åen for tiden løber langt mod nord på stranden og er stuvet op af sand derude.
Fra omkring Hønseriet og videre ned kom deltagerne derfor til at døje mere og mere med den høje vandstand og det langsomtflydende vand samt den kraftige modvind. Status ved det yderste sommerhus ved Kærsgård Strand var beskedne godt 20 fisk i den sædvandlige blanding af bækørreder og større havørreder.
En lang og slidsom dag blev lukket ned i opfriskende vind og kraftige byger af hagl og slud fra nordøst, slutter de opdateringen hos Lystfiskeriforeningen for Liver Å.
Kilde og foto: Lystfiskeriforeningen for Liver Å