ASFALT ER DET NYE SORT
Polakkerne var næsten færdige med at pakke sammen. De havde gjort det godt. Der var ikke noget at udsætte på kvaliteten af håndværket. Alt gik efter planen. Om et par dage ville de første gæster ankomme. Kresten Videbæk forsatte ind for at se, om pølsevognen var kommet på plads. Og jo, der stod den. En nøjagtig kopi af ”Elses Pølsevogn”. Det var utroligt, at der kunne være så meget stemning i sådan en … Hvad var det nu, de kreative konsulenter havde kaldt den? Jo, der var det. En social facilitator. Sådan nogle københavnere kunne selvfølgelig ikke bare kalde en pølsevogn for en pølsevogn. Alt skulle lige vinkles. Man måtte spidse ørerne, hvis man ville følge med. Ellers var de nu fine nok. Virkelig kreative. Gode til det med farver og materialer. Asfalt bliver det nye sort, havde en af dem sagt.
Vandlandet i Søndervig var Nordeuropas største, og Kresten Videbæk var dets direktør. Det var næsten ikke til at begribe. Der var blevet hentet penge udefra. Mange penge. Banker, pensionskasser og private investorer havde spyttet i kassen. Og de ville ikke blive skuffede. For verden var blevet et uroligt sted. Terrorisme. Væbnede konflikter. Ebola. Ballade var der nok af. Tænk bare på alle de steder, hvor flygtninge og fattige gjorde det fuldkommen umuligt at nyde ferien. Ja, der var sågar steder, hvor ligene flød på strandene. Hvem havde lyst til at holde ferie midt i al den elendighed? Nej, der var et kæmpe potentiale for steder som Vandlandet. Tryghed og velvære var kommet i høj kurs.
»Du Kresten, jeg har tænkt på, om vi ikke skulle anskaffe en ordentlig omgang rulleskøjter. Kan du ikke se det for dig? Asfaltbal med halvtredserrock og hele svineriet.«
Og jo, det kunne han faktisk godt. Det var sgu ikke så dumt med nogle rulleskøjter. Lillebror Bjarne havde vist sig at have en fin fornemmelse for, hvad det var, der skulle til. Jo mere liv der kom på parkeringspladsen, des bedre. For øvrigt var det med parkeringspladsen forbandet originalt. Folk ville blive imponerede over, at et sted som Søndervig kunne være hjemsted for så frækt et træk. Tænk hvis han havde lyttet til arkitekten fra Herning. Så var det endt med en masse brosten og et springvand, der skulle minde om bytorvet i Ringkøbing. Og havde han lyttet til sig selv, var det gået endnu værre. Sikkert et eller andet sydlandsk bummelum med palmer og masser af terrakotta. Nej, det var et lykketræf, at der havde været den der udsendelse i tv om al den inspiration, man kunne hente hos den kreative elite.
