Af Jelle Rasmussen
Lige før vi flyttede i vores hus, havde vi indbrud i vores lejlighed.
Min bedre halvdel var til gammel elevdag og jeg var ude og se fodbold.
Det var en god dag indtil jeg kom hjem fra fodboldkamp.
Ville sætte mig ved computeren, men hov. Den var væk?
Gik rundt i lejligheden for at finde den hvorend jeg nu havde haft den med henne af.
Den var bare væk.
Gik så ind efter vores anden computer, som så også var væk.
Ind og kigge efter vores sager, som havde lidt værdi.
De var også væk.
Alt var væk. Tablets, computere, smykker, penge osv.
Den følelse man får i kroppen når man opdager at nogen har været inde i sit hjem og taget alle vores ting.
Uvidenhed, gal.. Ingen man kan løbe efter og være sur på. Man kan intet gøre.
Politi der, når man ringer til dem, bare siger: Vi kommer nok ikke ud og kigger.
Hele lejligheden var stort set pakket ned i kasser, da vi jo skulle flytte. Så at svare på “Hvad der var taget?” Var ikke det nemmeste spørgsmål at besvare.
I lang tid går man med følelsen af at nu skal man sikres i hovede og røv fordi, tænk nu hvis det sker igen.
Man går og mistænker ALT og ALLE.
Men intet kan man faktisk gøre, vil de ind, kommer de ind.
Vi er flyttet i vores nye hus og alt er på plads og med stor og meget hurtig hjælp fra vores forsikringselskab er vi nu kommet godt videre fra indbruddet.
Indtil den anden dag, hvor der modtages et brev med at personen som har lavet indbruddet i vores gamle lejlighed er blevet taget og vi har nu fået navnet på ham.
Nu er alle følelserne så fremme igen.
Hidsig, uforstående, indebrændt…
En af vores naboer har simpelthen siddet på lur for at kigge efter hvornår vi ikke var hjemme, samt hvornår vores overbo ikke var hjemme.
Har så haft al tid i verden og gået lige så stille ind i lejligheden og taget det han ellers kunne bruge og helt sikkert også sælge videre.
Det værste af det hele er faktisk at da jeg kommer hjem og finder ud af at der har været indbrud går jeg direkte ind til personen og banker på for at høre om han har set nogen.
Men det havde han jo selvfølgelig ikke…
Ved ikke om jeg faktisk helst havde været foruden at få navn og ansigt på personen, men nu er det altså på skrift og det må vi forholde os til.
Vi skal i retten for at høre hvad det hele ender med.
Det er satme ufatteligt at folk ikke fatter forskel på dit og mit.
Der er det jo lige før at man synes at nogle af de strafmetoder de har i nogle lande er effektive.
Af med hænder. Så sker det sgu nok ikke igen.
Heldigvis har vi det jo godt og ingen af os er kommet til skade, men der var desværre bare så mange personlige ting og så mange arvesmykker som nu bare er VÆK.
Det er sgu det der er mest træls ved sådan en omgang her.
Link til Jelles side på Facebook: BaD IvAn – Så det sagt!
Foto: Politi.dk.
