
Mange ”nydanskere” og ”gammeldanskere” har fået nye venner på tværs af sprog og kultur ved de såkaldte Tirsdagscaféer i Ungdomshuset.
– Vi vil dog gerne benytte lejligheden til at understrege, at Tirsdagscaféen er for ALLE, men OGSÅ for flygtninge! Vi får tit foræret tøj og andre ting, som vi giver videre til de folk, der har brug for det. Dette kunne være vores ”nydanske” venner, men det kunne også sagtens være den enlige danske forsørger, der også står med økonomiske udfordringer, fortæller Helle Gaust.
Der er åbent i Tirsdagscaféen hver tirsdag fra kl.16.00 til 18.00. Dette tidspunkt er valgt helt bevidst, fordi de fleste så er kommet hjem fra sprogskole, praktik og arbejde.
I Tirsdags-cafeen drikker de kaffe og hygger på tværs af sprog og kultur. De hjælper hinanden med svære lektier fra sprogskole, udfyldning af skemaer til de danske myndigheder, de spiller bordtennis og pool, og når de har fået tøj forærende, sørger de for ,at tøjet får nye, glade ejere. De er hver tirsdag mellem 20 og 60 børn og voksne, der mødes.
Den første fredag i måneden er der også Fællesspisning i Byens Sal i Børnehuset Emmersbæk på Kærvej 36. Her mødes mange venner fra Tirsdagscaféen og spiser mad sammen.
– Tirsdag den 23. august har vi valgt at fejre Tirsdagscaféens 1 års jubilæum og fødselsdag med kaffe og lagkage. Alle er velkomne til at kigge ind og få en kop kaffe, et stykke lagkage og måske en ny ven, fastslår Helle Gaust.