Fodbold-Hjørring viste format

Vi glæder os allerede til mandag den 6. august, når AaB kommer til Hjørring for at vise, at der er god plads til tre nordjyske hold i Danmarks bedste fodboldrække.

229

Fodbold-Danmark strømmer over af begejstring efter første runde i landets bedste række Superligaen, hvor oprykkerne Vejle, Esbjerg og ikke mindst Vendsyssel FF fra Hjørring/Vrå imponerede med en måske noget uventet flot pointhøst mod etablerede storklubber.

Meget kloge plæneklippere blev kørt over på græsset – og plastik i Farum – da Vejle hjemme besejrede Hobro 3-1, Esbjerg i Farum fik uafgjort 1-1 mod FC Nordsjælland, og vore egne helte Vendsyssel hjemme satte OB fra Fyns land på plads med en flot 3-2 sejr.

Det fungerede med andre ord godt på den indbydende fodboldbane i Hjørring, som ganske vist endnu ikke opstreges af robotter fra Hjørring-virksomheden Intelligent Marking, som også spiller i superliga både nationalt, internationalt og måske også engang lokalt.

Uden for banen havde en eller anden måske nok haft sine bange anelser og bekymringer; kan lille Hjørring i lille Vendsyssel løfte opgaverne?

Vel skal meget endnu køres helt på plads, men generelt set klarede Vendsyssel FF og de mange involerede gode mennesker opgaven med debut i Superligaen rigtig flot.

Der var med garanti pres på alle op til kampen, og mon ikke nogle store fodboldhjerter slog et par ekstra slag og bankede lidt hurtigere. Det var dog svært at se, da publikum ankom til Nord Energi Arena – fodboldstadion nu med mobile tribuner bag målene – midt i Hjørring.

Det virkede uhyre afslappet lige fra, at assistentræneren tog imod presse og gæster uden for, over stemningen ved tjek ind og billetlugerne. God vendelbosk ro hvilede også over importerede mennesker i sikkerheds-uniformerne.

Ros også til sponsorer og de lige godt 3000 tilskuere, hvoraf et par hundrede havde blå-hvide hjerter. Fred og fordragelighed og positive indspark også fra lægterne, hvilket naturligvis også løfter spillernes energi-niveau. Næste gang må endnu flere unde sig oplevelsen. Et tip: Køb billet i god tid via hjemmesiden.

Størst ros trods alt til alle de frivillige mennesker, der op til, under kampen og efter dysten arbejdede i superliga. Det virkede uhyre flot arrangeret både med sponsor-arrangement, spisesteder rundt banen, toiletforhold, salg af øl og vand og så videre. Glade og afslappede medarbejdere skaber altid god stemning – og tak for det!

Vi ér jo i Vendelboland, så selvfølgelig var der også enkelte røster om, at det var for galt, at de lokale skulle bevæge sig lidt længere for at komme ind via den nye indgang for hjemmepublikum i hjørnet ud mod MENY.

Det gik nu alligevel, alle kom ind, og alle havde fint udsyn til denne historiske fodboldkamp i Hjørring. Vi glæder os allerede til mandag den 6. august, når AaB kommer til Hjørring for at vise, at der er god plads til tre nordjyske hold i Danmarks bedste fodboldrække.

Også ros til Vendsyssel FF’s pressefolk, der stille og roligt får tingene til at glide i den nye række, hvor også mediedækningen er rykket op i superrækken med blandt andet direkte tv på alle Vendsyssel FF’s kampe – ude og hjemme – og dækning i alle medier.

Du kan læse Vendsysselff.dks samling af reaktioner efter kampen her.

Foto: Flaskeposten.nu

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments