Flytning af fyr udløser eftertragtet nordjysk pris

Hele verden så med, da Rubjerg Knude Fyr i efteråret 2019 blev flyttet 70 meter ind i landet – og nu udløser det spektakulære flyttearbejde også en journalistpris.

802
Mette Ring, kommunikationskonsulent Hjørring Kommune, modtog Dansk Journalistforbund Kreds 6 Marenpris lørdag aften. Foto: Bente Poder.

Kommunikationsmedarbejder Mette Ring fra Hjørring Kommuner vinder Maren-prisen 2019, der er et kollegialt skulderklap fra de nordjyske journalister i Dansk Journalistforbunds Kreds 6.

Mette Ring stod over for en gigantisk opgave med flere udfordringer: Hvordan får man mest mulig pressedækning ud af en begivenhed, der kræver masser af planlægning for medierne, når man ikke kender datoen før få dage forinden? Hvordan får man plads til tv-biler, radiosendevogne og tungt udstyr i et fredet område med halvanden kilometer til nærmeste parkeringsplads?

Trods de svære arbejdsforhold fik Mette Ring løst opgaven til perfektion. Fra første dag viste hun et fortræffeligt overblik, der gjorde, at Hjørring Kommune fik det optimale ud af fyr-flytningen. Flere TV hold fulgte processen i mange måneder, og hovedpersonen, murermester Kjeld Pedersen, har flere gange takket Mette Ring for at have været der til at guide ham i forhold til pressen.

Foto: Jim Christensen.

Med flytningen af fyret stod Mette Ring for stort og småt, der alt sammen gjorde det så nemt som muligt for pressen at være i stand til at fortælle den gode historie, som det nu engang var. Og det var ganske vist fra starten en god historie: ”Lokal murermester Kjeld Pedersen flytter det ikoniske fyr”. Men det var Mette Rings ihærdighed og imponerende drive, der betød, at historien for alvor kom ud over rampen og fik lov til at folde sig ud i både lokale, nationale og internationale medier.

Mette Ring har været klar på telefonen dag og nat til at svare på journalister og teknikeres praktiske spørgsmål. Hun har styret Facebooksiden fyretflytter.dk, hvor over 10.000 følgere har fulgt spændt med i arbejdet ved fyret. Hun har skabt kontakt mellem medier og de relevante kilder, tekniske eksperter og cases, der på bedste vis kunne sælge den gode historie, som det var.

Ud af de mere end 100 akkrediterede journalister, der brugte den 22. oktober i sandet ved Rubjerg Knude, var mange også fra den udenlandske presse. Heriblandt Sveriges Radio og ARD fra Tyskland. Amerikanske CNN, britiske BBC og tyske Bild var bare nogle af de helt store internationale nyhedsmedier, der fortalte, at fyret var kommet på plads.  På dr. dk blev livestreamingen med 250.000 brugere en af årets mest sete liveudsendelser. På tv2nord.dk var der seere fra 20 forskellige lande på transmissionen, blandt andet fra Sydafrika, Australien og Brunei. Og 56 europæiske tv-kanaler brugte DR’s optagelser af fyrets flytning.

Havde fyret ligget i hovedstaden, er der næppe tvivl om, at der ville have været sat et større antal kommunikationsfolk på opgaven. Ved Rubjerg Knude klarede Mette Ring dén del af arbejdet alene – og hendes kommunikationsarbejde i topklasse i forbindelse med flytning af Rubjerg Knude Fyr er grunden til, at hun i år modtager Maren-prisen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments