Flot afslutning for U13C i Tannisbugt Hallen

Denne weekend blev sidste holdrunde for badmintonspillerne på U13C hos BTI, der lørdag spillede hjemme i Tannisbugt Hallen.

12

U13C fra BTI skulle møde nr. 1 og nr. 2 i Tannisbugt Hallen. Første kamp mod Frederikshavn skulle vindes med fuld pointhøst for at bevare muligheden for at vinde puljen.

Der var heldigvis flot opbakning af tilskuere til de to kampe, hvor BTI lagde stærkt ud med at vinde 3 ud af 4 singler, inden de to doubler skulle spilles. Her fortsatte de lokale det gode spil og vandt den ene, så de bragte sig på 4-2. Altså 3 point ind på kontoen.

Dermed var muligheden der stadig for, at de kunne skimte 1. pladsen i puljen, men dog afhængige af de andre hold, som var mødt op i Bindslev. Kampen mod Brønderslev skulle vise sig at blive ret afgørende, men da BBC stillede med et stærkt hold, ja, så skulle der ydes max for at indfri 3 point mod dem.

– 1. og 2. singlen blev desværre tabt, men 3. og 4. singlerne blev vundet og dermed 2-2 inden de afgørende doubler. Her viste det sig, at vi delte lige over med en tabt og en vunden kamp til stillingen 3-3. Så skulle vi i Golden Set, og det var 5. gang i år, vi skulle det, fortæller holdleder Teddy Borrisholt Sørensen.

– Kristoffer O. og Heidi blev valgt til udfordringen, og det kunne da heller ikke blive meget mere tæt, men desværre tabe vi 19-21 og dermed kampen 3-4. Men MEGET flot at slutte sæsonen af med 4 point af 6 mulige mod rækkens nummer 1 og 2 – stærkt, fastslår Teddy Borrisholt Sørensen.

– Da resultaterne var tastet ind i systemet, skulle det vise sig, at det rakte til en 3. plads i puljen. Nu vil jeg lige nævne, hvor tæt vi var på at blive nr.1. Vi var i Golden Set mod Frederikshavn for nogle måneder siden, og her tabte vi 22-24. Var den gået til os med 24-22, så var vi 1 point rigere og frederikshavnerne et fattigere. Og yderlige et Golden Set, hvor vi tabte 20-22 og 1 point fattigere, ja, så var vi blevet nr. 1, forklarer Teddy Borrisholt Sørensen.

– Det er bare 3 eller 4 bolde som for eksempel servefejl, der kan have afgjort vores skæbne. Tættere bliver en hel sæson vist ikke. Men en meget stærk U13C række med ekstremt mange lige kampe gør det jo kun sjovere og man lærer, at koncentration har STOR betydning, fastslår Teddy Borrisholt Sørensen.

Fra holdlederen lyder da også en stor tak for indsatsen til alle spillerne, som har været Marcus, Heidi, Nikoline, Kristoffer O. og Otto samt Oliver og Christoffer F.

De fortsætter træningen til og med onsdag den 29. marts, men forinden er der klubmesterskab den 25. marts.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments