Sidste år i oktober afsluttede Rune Olsen sin læretid som skibsmontør hos VMS Group i Frederikshavn med et 12-tal.
Den flotte karakter og en i det hele taget usædvanlig fornem indsats fra Rune under sin læretid og sit skoleophold har nu givet ham en af landets fornemste lærlingepriser, Metalindustriens Lærlingepris.
Prisen uddeles hvert år til 25 nyudlærte svende, der har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien.
For at komme i betragtning til prisen skal lærlingen have udmærket sig som en god kollega og samarbejdspartner under sin uddannelse, og skal derudover indstilles af både praktikvirksomheden og erhvervsskolen. Det er endvidere et krav, at lærlingen afslutter sin svendeprøve med topkarakteren 12.
Rune Olsen, der er fra Bindslev, modtog prisen fredag den 20. september i Den Sorte Diamant i København.
Kompetent og hjælpsom
At Rune har været en helt usædvanlig lærling, fremgår tydeligt af indstillingen fra hans lærer på EUC Nord, Claus Skovgaard.
– Rune fremstår som en ekstrem kompetent elev med en fantastisk stor viden om emnet og har på alle skoleforløb udvist en fantastisk evne til at fremsøge og optage ny viden og bruge den i det praktiske. Rune skyer ingen opgaver og har altid gået til opgaverne med krum hals. Rune er samtidig den bedste ven med alle i værkstedet og sparer ikke på mulighederne for at hjælpe sine klassekammerater med sin ekspertviden og praktiske formåen, som ligger langt uden for det, som er forventet af en elev, og uden at fremstå som bedrevidende og belærende, lyder det blandt andet i indstillingen fra skolen, hvor Claus Skovgaard heller ikke er bleg for at fremhæve, at han selv undervejs har lært et og andet af Rune.
Den bedste præstation
Også fra skuemesteren ved Runes svendeprøve er der rosende ord:
– Ved svendeprøven viste han den bedste præstation, jeg har oplevet som censor. Under hele forløbet var der intet, der kunne bringe Rune ud af fatning. Spurgte man ind til den dybere forklaring, så var det intet problem for Rune. Spurgte man om noget andet end det, prøven indebar, så fik man et korrekt svar uden tøven. Den indlagte røropgave var udført uden fejl og mangler og med en rapport, der var overskuelig. Har ikke før mødt en elev til svendeprøve, der var bedre forberedt og klar i sin sag samt havde overskud til at give gode råd til andre under forløbet, lyder skudsmålet fra skuemesteren.
Høj kvalitet og faglighed
Hos VMS Group, der også er kendt som Vestergaard Marine Service i Frederikshavn, er Kim Brohus, der som leder af værkstedet er Runes nærmeste foresatte, glad for at Rune har valgt at fortsætte sin ansættelse som skibsmontør efter endt læretid.
– Vi har hos VMS Group efterhånden haft mange dygtige lærlinge igennem vores virksomhed. Rune Olsen har dog skilt sig bemærkelsesværdigt ud fra mængden. Allerede fra første dag hos VMS Group har Rune udvist ekstrem stor interesse og flair for sit fag. Når han får en opgave, sætter han sig 110 procent ind i den, og ting skal kun nævnes én gang, før opgaven er forstået. Allerede kort tid inde i sin læretid har Rune gerne påtaget sig selvstændige opgaver og udfordringer, som han klarer til faglig perfektion og altid til højeste kvalitet, hvilket vi vægter meget højt hos VMS Group, siger Kim Brohus.
En god kollega
Også de svende, der har arbejdet sammen med Rune, og kunderne, både herhjemme i Danmark og ude i verden, har rost Rune, ikke kun for hans arbejdsindsats, men også for hans måde at være på.
– Han er den type, der kan med alle. Og som en nyudlært svend, der brænder for sit fag og faglige udfordringer, kvalitets- og kundekrav, fortjener Rune denne hæder, lyder det fra Kim Brohus.
Metalindustriens Lærlingepris blev i år uddelt for 18. gang. Det er Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) i samarbejde med DI, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne, der står bag prisen.
Så flot Rune – tillykke med det.
Kæmpe stort tillykke Rune, det er så godt gået.