Som det er mange bekendt, idet vi har omtalt det på den lokale netavis, så har de fået den gamle fladbåd renoveret hos Tversted Bjærgelaug.
Det har stået på hele vinteren, men nu er båden blevet meldt færdig. Spanterne og tofterne er blevet fornyet. Ligesom alle kobbernagler er blevet skiftet.
– En ret så omfattende renovering, som selvsagt er blevet en bekostelig affære. Vi har derfor rettet henvendelse til flere af vores forbindelser og har fået tilbagemelding fra Feriepartner, Tannishus, Tversted Borger og Turistforening samt Caf’e Tannisbugt i Bindslev, om at de gerne vil sponsorere et beløb, da vi i Tversted Bjærgelaug gør meget for turisterne, fortæller formand Erik Toustrup.
– Vi vil derfor gerne rette en stor tak til vores sponsorer og skal gøre vores bedste for at leve op til den tillid, de har vist os, slutter formanden på vegne af hele bestyrelsen hos Tversted Bjærgelaug.
Den lokale håndsrækning har i sagens natur gjort det lettere at komme igennem den økonomiske del af renoveringen med næsen oven vande.
Foto: Arkiv.