Flot fremmøde til Sankt Hans med Fyrklit og Fun-Park i Hirtshals

Hvorvidt det var heksen, maden eller talen, der trak gæsterne til på trods af vejret, vides ikke, men mange var der til Sankt Hans med Fyrklit og Fun-Park i Hirtshals.

7

Maden med Allans grillede krondyr og tilbehør kreeret af Simon Emil Christensen fra Fyrklit var ikke overraskende betydeligt bedre end vejret, hvilket også gjorde sig gældende for båltalen af Jørgen Christensen, hvilket utvivlsomt har bidraget til det flotte fremmøde til Sankt Hans aften i Fun-Park.

– Som formand for Hirtshals Turistforening kan jeg ikke forestille mig et bedre sted at afholde en Sankt Hans aften end netop her i vor egns meget smukke natur i Lysets Land. Her er familier med børn i alle aldre, her er dyr, her er natur, her er hygge og miljø. Og netop naturen skal være denne båltales røde tråd, indledtes talen af Jørgen Christensen, som er byrådsmedlem for Venstre og formand for Hirtshals Turistforening.

– Tag nu solennedgangen, som i løbet af et år går i havet på 365 forskellige måder. Det er da fascinerende og motiv for mange, mange flotte fotos. Og hvad med vinden, som på få timer kan få havet til at rejse sig til en brølende orkan, for derefter igen at lægge sig. Efter en sådan omgang er det fantastisk at vågne op på for eksempel Fyrklit og betragte de mange joller, som er ude at fiske. På samme måde med regn, sne, temperaturer, med mere. Vi skal passe godt på naturen, men vi skal også bruge den. Vi ved fra undersøgelser, at turister drages mod havet, strandene, klitterne og plantagerne, fortsatte Jørgen Christensen.

Hirtshals byder da også, ifølge Jørgen Christensen, på såvel mange kunstudstillinger som koncerter. Kunsthåndværkerne er blevet mere synlige i Hirtshals. Ligesom Hirtshals Musikforening for 19. gang arrangerer Musik Under Trappen med flere end 30 bands og vel at mærke med gratis adgang. Den klassiske musik varetages af Vendsyssel Festival, som henlægger nogle af sine koncerter til Hirtshals.

Endelig kom Jørgen Christensen også ind på Fun-Park Hirtshals. Det startede for 17 år siden som et besøgslandbrug, men i dag har Birgitte og Allan flere end 30.000 besøgende årligt. Det er med hans ord en afstressende perle, hvor ikke mindst børnefamlier kan bruge mange timer.

På denne måde kom Jørgen Christensen omkring de fleste centrale attraktioner samt områdefornyelsen, hvor Hjørring Kommune og Boligministeriet investerer 14 mio. kr. i Hirtshals. Ligesom han blandt meget andet nævnte Hirtshals Havns forskønnelse af Havnegade og etableringen af udsigtspunkter på Vestmolen og en handicapvenlig nedgang samt solnedgangsplads til Husmoderstranden.

Man gik af samme grund opløftet og opmuntret fra Sankt Hans aften i Fun-Park. Maden var pragtfuld og udviklingen i byen og området positiv, hvis lokalpolitikerens ord vel at mærke står til troende i lige præcis et valgår, hvilket den lokale netavis bestemt ikke har fligen af anledning til at betvivle.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments