Gæsteudstillere ved årets sidste udstilling på Mygdalhus er Susanne Nielsen (bedre kendt som Sussi fra Sussi og Leo) og Henrik Sigensgaard (bedre kendt som Woodpek).
Derudover kan man også nyde værker af de faste udstillere, der blandt andre tæller Claus Brøndum, Vibeke G. Bing, Jens Sørensen og Cille Colberg. Udstillingen kan opleves helt frem til jul.
Gepostet von Mygdalhus am Samstag, 3. November 2018
Jørgen Bings tale på Mygdalhus
Mange tak for indbydelsen til at holde åbningstalen her i forbindelse med årets sidste fernisering på Mygdalhus.
Det er en særlig fornøjelse, fordi jeg jo (af mange årsager) har fulgt Mygdalhus igennem flere år. Dels fordi jeg fra naturens side er belastet af en stor glæde ved kunst og kreativitet – og dels fordi jeg gennem mit politiske virke i de sidste 13 år har været ret involveret i by- og landdistriktsudviklingen i Hjørring Kommune.
Og i disse centraliseringstider, ER der mange udfordringer for de små samfund på landet. Og udvikling og overlevelse er i høj grad betinget af et stort engagement, arbejdsomhed og stædighed hos lokale ildsjæle.
I den sammenhæng har Bjergby-Mygdal i flere år skilt sig ud – på en positiv måde. Et stort sammenhold og mange gode ideer har gjort netop dette smukke område i vores kommune til et af de rigtigt attraktive bosætningsområder, for os, der gerne vil bo lidt tættere på naturen. (Og nej, jeg bor ikke selv i området, men i alleryderste plovfure uden for Tårs – så langt ude, at stedet slet ikke hedder noget – men vores nærmeste lille by er Rolighed – en bygd, der i allerhøjeste grad lever op til sit navn).
Men jeg har altid været meget fascineret og draget af egnen her mellem Hjørring og Uggerby – og har glædet mig over den initiativlyst og driftighed, der har præget disse to nabobyer.
Og, hvor man måske kunne have frygtet, at Mygdal, som den mindste af de to, let kunne visne lidt ved siden af Bjergby (med bl.a. skole, Brugs, medborgerhus & børnehave), så har Mygdalboerne villet det anderledes.
Da Lønstrup på et tidspunkt var ved at miste pusten som vores lokale kunstnerhovedstad, (fordi kunstneratmosfæren fik boligpriserne dér til at stige så meget, at kunstnerne ikke mere havde råd til at bo der) – ja, så greb man chancen her i Mygdal. For der er vist ikke mange småbyer af denne størrelse, der rummer så mange kunstnere og kunsthåndværkere, som netop Mygdal. Og at man så har en perle som Herregården Odden med den fantastiske Willumsen-samling liggende klos op ad byen i smukke og spektakulære omgivelser – ja, det kan yderligere blive en win-win-situation for denne herlige lokalitet.
På samme måde, glæder jeg mig også over kunstnerstien der forbinder de to tvillingebyer, og som man jo bl.a. kan få en lille smagsprøve af i den lille ”hviskehule” – her på den anden side af krydset.
”Hvad udad tabes, skal indad vindes” – dét kunne også være mottoet for det sted, hvor vi befinder os lige nu. Da den lokale Brugsen måtte bukke under for den almindelige strukturudvikling – så var der en gruppe kunstnere og kunstinteresserede, som straks vendte dén triste begivenhed, til noget positivt.
Man slog sig sammen om at indrette den gamle forretning til et fælles udstillingssted – billedkunstnere, keramikere, skulptører, smykkedesignere m. fl. – og har gennem årene slået stedet fast i mange både fastboende og turisters bevidsthed. Og indenfor det sidste år, har man også fået både isoleret og istandsat stedet, så det nu fremstår både smukt, funktionelt og hyggeligt.
En lang række faste udstillere, suppleret med spændende gæster, byder på et meget varieret og spændende udbud af kunst og kunsthåndværk året rundt.
Og netop til ferniseringen i dag – har vi således også to originale og sprælske kunstnere. Begge nordjyske – og begge næsten lokale.
Susanne Matzen, af de fleste bedre kendt som Sussi fra Sussi og Leo, har udover sine musikalske talenter, også en stor flair for billedkunst. Der er tale om både farverige, men også motivmæssigt meget livsbekræftende billeder. Der er i hvert fald ”LIV” i stort set alle motiver – dyr, mennesker (oftest kvinder) – og ikke sjældent med en lidenskabelig eller erotisk undertone.
De farvestålende akrylmalerier har ofte flere motivmæssige lag – så glæd jer til at gå på jagt – og i dybden – blandt Sussis malerier.
Vores anden gæsteudstiller er Henrik Sigensgaard – også han er måske af mange bedre kendt under sit kunstnernavn, nemlig Woodpek.
Og nu har vi godt nok bevæget os fra maleriet over til skulpturen, nærmere bestemt træskærerarbejde, men det direkte og sprælske udtryk, synes jeg de to kunstnere har til fælles. Når jeg ser Henriks arbejder – og jeg har fulgt dem gennem mange år – så kommer jeg til at tænke på, hvor langt Emil fra Lønneberg kunne have drevet det – hvis han ikke var endt som sognerådsformand. (Men sådan kan det jo gå galt for selv den bedste).
Henrik arbejder i mange formater – fra de helt store skulpturer og træskærearbejder – fx skåret i store træstammer, der stadig står på rod (således kan jeg huske at have fulgt tilblivelsen af den imponerende munk på Børglum Kloster) til de små ”govler”, som ofte rummer sin egen lille satiriske kommentar til tendenser, typer eller tidens trends.
For begge kunstnere gælder det, at man med fordel kan medbringe en humoristisk sans.
Men nu skal jeg ikke stå og plapre længere om kunstnerne og deres værker – nu skal I gå ud og opleve dem – både Sussis og Henriks, men selvfølgelig også alle de faste udstilleres.
Og forelsker man sig rigtigt i noget af det, man ser – ja, så kan det endda erhverves for ussel mammon – og være en kilde til daglig glæde mange år fremover. Kasseapparatet er klart, champagnen er åbnet – og Birgits hjemmebag er serveret – så nu vil jeg bare takke for ordet, og erklære udstillingen for åbnet.
