Lokale Janni Dalsager Pihl udstiller i Nørhalne

For 20. gang afholdes der i weekenden kunstudstilling i Nørhalne Hallen og denne gang med deltagelse af blandt andre lokale Janni Dalsager Pihl.

341
Lokale Janni Dalsager Pihls værker tiltrækker stor opmærksomhed ved udstillingen i Nørhalne.

Der er lækkerier for kunstelskere, hvis man i denne weekend slår et smut forbi Nørhalne. Til kunstudstillingen Nørhalne Viser Kunst udstiller 60 kunstnerer deres værker, der tæller både malerier, glaskunst og skulpturer.

Det er 20. gang udstillingen bliver afholdt, og den er igen i år velbesøgt, men det er første gang for Janni Dalsager Pihl fra Hjørring.

Lokale Janni Dalsager Pihl har flere af sine karakteristiske og poetiske malerier med på udstillingen i Nørhalne. Ovenfor er det Springtime.

– Springtime handler om valg…og hvilken vej vi vælger at gå og retning at se…
Vægten af vægtløse sten omkranser os alle i mere eller mindre grad, og deri ligger der fællesskab og power! Hvordan vi vælger at se verden i øjnene er individuelt, men foråret kommer, om vi ser det eller ej, fortalte Janni Dalsager Pihl, der til daglig underviser på Bindslev Skole, før udstillingen om maleriet Springtime.

– De senere år har vi haft rigtig mange besøgende. Fuldt hus alle dage, så det er super dejligt, fortæller Trine Schultz, der er arrangør af “Nørhalne viser kunst”.

Blandt de mange kunstværker er et af dem ganske særligt for de to udstillere. Kunstnerne Kim Herholt Groth og Erik Lindberg har nemlig lavet et maleri, hvor man både kan se forsiden og bagsiden. Idéen kom da Kim Herholt Groth så Erik Lindbergs maleri “Regnskoven”.

Foto: Stefan Kjærgaard.

– Jeg har flere gange sagt til Erik, at det her værk er jo som en hel teaterkulisse, så en dag maler jeg bagsiden, fortæller Kim Herholt Groth.

Og som sagt så gjort – dog med en smule betænkeligheder fra værkets oprindelige kunstner.

– På en måde er jeg beæret, og på en anden måde panikkede jeg, fordi jeg har jo en speciel følelese for mit maleri. Men hvis nogen skal gøre det, så skal det være Kim, fortæller Erik Lindberg.

Og nu står resultatet så på udstillingen i Nørhalne. Og det bliver den eneste gang, man får chancen for at opleve “dobbeltværket” i sin fulde størrelse.

– Efter udstillingen har jeg tænkt mig at klippe mit lærred op og dele det i tre-fire mindre billeder. Så det er kun den her ene gang, at det vises sådan her, fortæller Kim Herholt Groth.

Nørhalne Viser Kunst har for sidste gang åben denne søndag indtil kl. 17 i Nørhalne Hallen.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments