Flere kronisk syge i Nordjylland beskytter sig mod influenza og takker ja til vaccination

Nye tal viser, at antallet af kronisk syge, der bliver vaccineret mod influenza, er steget i Nordjylland. Det samme er antallet af vaccinerede ældre. Det er positivt, lyder det fra Sundhedsstyrelsen, der dog anbefaler endnu flere i risikogrupperne at få vaccinationen. Det er nemlig den bedste måde at undgå alvorlige sygdomsforløb.

188
Senior vaccination concept. Elderly getting immune vaccine at arm for flu shot, pneumonia, and shingles(MMR) in hospital by nurse. Doctor giving an injection to older people patient in clinic.

Flere og flere personer med kronisk sygdom har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at få influenzavaccinationen, når influenzasæsonen sætter ind. Sidste sæson fik over 12.500 personer med kronisk sygdom i Nordjylland influenzavaccinationen – det er knapt 2.000 flere end i sæsonen 2017/2018, viser nye tal fra Statens Serum Institut.

Fra i dag er det igen muligt for alle med kronisk sygdom, ældre på 65 år og derover samt gravide og personer med svær overvægt at få en gratis influenzavaccination landet over, og Sundhedsstyrelsen anbefaler særligt disse grupper at få vaccinationen.

”For de fleste er influenza forholdsvis fredelig, men hvis man tilhører en af de grupper, vi anbefaler bliver vaccineret, er det fordi man er i særlig risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb, som for nogle endda kan være livstruende” siger Miriam Colstrup Sommer, læge hos Sundhedsstyrelsen og fortsætter:

”Derfor er det jo rigtigt godt at se, at der er flere af de nordjyder, der har en kronisk sygdom, som vælger at få influenzavaccinationen, og at vi generelt ser en stigning i vaccinationstilslutningen landet over, men vi skal stadig arbejde på at flere tager imod tilbuddet,” siger hun.

Influenza kan ramme kronisk syge rigtig hårdt

Liv Martine Hansen, kendt fra Den Store Bagedyst på DR1 og forfatter, fik for fem år siden konstateret type 1 diabetes – og hun ved, hvor hårdt influenza kan ramme, når man ikke er vaccineret.

“I og med, at jeg har diabetes, rammer influenza mig ret hårdt, når jeg først får det. Dét gør, at mit blodsukker bliver virkelig svært at styre – og det kan have alvorlige konsekvenser for mit helbred. Derfor skal jeg helt sikkert have influenzavaccinationen i år – og så er det jo bare fedt, at den er gratis,” fortæller Liv Martine Hansen på 29 år fra Uggerby.

Alvorlige influenzaforløb ses oftest i risikogrupperne

Næsten alle, der sidste år blev indlagt med alvorlige influenzaforløb, tilhørte en af risikogrupperne, og heraf var omkring 7 ud af 10 ikke vaccineret. Ifølge Sundhedsstyrelsen skal en af forklaringerne på dette findes i, at mange føler sig sunde og raske og derfor ikke tænker, at vaccinationen er nødvendig.

”Vaccination er den bedste forebyggelse, vi har mod influenza. Man kan godt få influenza, selvom man er blevet vaccineret, men for langt de fleste vil influenzavaccination i så fald føre til et mindre alvorligt forløb end, hvis man ikke er blevet vaccineret. Og særligt for personer i risikogrupperne er det en god idé at få influenzavaccinationen. Ikke alle tænker på, at man har større risiko for at blive syg med influenza, hvis man tilhører en af risikogrupperne, men det kan altså, som tallene viser, i sidste ende få alvorlige konsekvenser,” siger Miriam Colstrup Sommer.

Læs mere på www.beskytdigmodinfluenza.dk.

FAKTA 

Sæson2016/20172017/20182018/2019
Antal vaccinerede kroniske syge i Nordjylland10.75210.90312.681
Sæson2015/20162016/20172017/20182018/2019
Andel af vaccinerede ældre 65+ i Nordjylland42%44%47%48%

Hvem kan få gratis influenzavaccination?

Personer i disse grupper kan få en gratis influenzavaccination fra 1. november 2019 til 15. januar 2020. For gravide, personer med immundefekt og deres husstandskontakter kan vaccinationen fås frem til udgangen af februar 2020.

Følgende har ret til gratis influenzavaccination:

  • Personer, der er fyldt 65 år inden 15. januar 2020
  • Personer med følgende lidelser, efter lægelig vurdering:
    – kroniske lungesygdomme
    – hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
    – diabetes
    – medfødt eller erhvervet immundefekt
    – påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    – kronisk lever- og nyresvigt
    – andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Svært overvægtige (vejledende BMI> 40) efter lægelig vurdering
  • Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Gravide i 2. eller 3. trimester
  • Førtidspensionister
  • Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt.

Derfor er det vigtigt at blive vaccineret mod influenza, hvis man tilhører en af risikogrupperne

Personer med bestemte kroniske sygdomme som fx diabetes, astma eller andre lungesygdomme, hjertesygdom eller immundefekt bliver anbefalet vaccination, og det samme gør personer, der er svært overvægtige. Sygdommene påvirker kroppen forskelligt hos mennesker med kroniske lidelser, men fællesnævneren er, at de er udsat for at få et alvorligt forløb af influenza. Influenza kan også̊ gøre det svært at kontrollere den kroniske sygdom. Dette er fx tilfældet med diabetes, hvor feber i forbindelse med influenzasygdom kan give store blodsukkerudsving.

Personer på 65 år eller derover kan også få komplikationer af influenza, fordi immunforsvaret svækkes naturligt med alderen. Så selvom man ellers er sund og rask, er der øget risiko for at få influenza og øget risiko for, at forløbet kan blive alvorligt, fordi kroppen har svært ved at bekæmpe sygdommen. Man kan fx udvikle lungebetændelse som følge af influenzaen.

Statens Serum Institut anslår, at 1.000-2.000 personer hvert år dør i Danmark som følge af komplikationer til influenza.

Fakta fra Statens Serum Institut
Statens Serum Institut overvåger en lang række smitsomme sygdomme i Danmark og holder øje med udviklingen verden over. Med SSI’s oversigt på www.ssi.dk/data kan man hurtigt få overblik over vaccinationstilslutningen fordelt på alder, risikogrupper og i forskellige kommuner og landsdele.

Læs mere om influenzasæsonen 2018/2019 her: Smitteberedskab

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments