Flere års udvikling på få uger

I en serie artikler skriver medlemmerne af Erhverv Hjørrings bestyrelse om erfaringer og tanker i anledning af Corona-krisen. I dag er det næstformanden, direktør Ole Peter Christensen, Spar Nord Bank.

242

Af Ole Peter Christensen
Næstformand i
Erhverv Hjørring
Direktør i Spar Nord

Coronakrisen har på få uger fremskyndet en udvikling i nethandlen, som ellers ville have taget flere år.

Det er en af de mest bemærkelsesværdige effekter af den krise, som Covid-19 har tvunget dansk erhvervsliv ud i.

Fra mit udsigtspunkt ser detailhandlen ud til at være den branche, som er hårdest ramt af krisen. Derfor er det ikke så mærkeligt, at det er i detailhandlen, vi ser den største kreativitet med hensyn til af afbøde krisens virkninger.

Her i Hjørring har det ført til, at Hjørring Handel i disse dage lancerer en fælles handelsplatform på nettet. Det er et godt initiativ. Det er vigtigt for butikkerne, at de bruger alle kanaler for at sælge deres varer.

Det er også vigtigt, at vi forbrugere i Hjørring kommune bakker op omkring den lokale handel. Ellers bliver resultatet flere tomme butikslokaler.

Udover detailhandlen ser det ud til, at de fleste brancher er ramt af krisen. Men i varierende grad. Nogle brancher ser ligefrem ud til at trives. For eksempel transportbranchen i kraft af den øgede nethandel. Også byggebranchen har indtil videre undgået de værste problemer.

Mit råd til virksomhederne er, at de på det korte sigt får skrevet ansøgningerne til de tilgængelige hjælpepakker for at sikre sig likviditet til at modstå den nedgang i omsætningen, som de fleste har haft eller vil få.

Men samtidig er det tid til at tænke langsigtet. Der kommer – forhåbentlig inden alt for længe – en tid efter Corona-krisen. Det vil være klogt at have strategierne klar til at møde den nye hverdag, hvordan den så kommer til at se ud.

Hos os i Spar Nord Bank overholder vi naturligvis sundhedsmyndighedernes anvisninger. Banken som sådan er lukket. Men vi åbner for aftalte møder med skyldig hensyntagen til myndighedernes retningslinjer.

Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments