FlaskePostens udsendte nød stilheden på Hirtshals Bibliotek

Torben Elling nød denne torsdag lidt tid mutters alene, som et skib i en slags flaskepost, før eftermiddagsvagterne mødte ind på Hirtshals Bibliotek.

127

Det var ikke planlagt…men ganske behageligt alligevel..at have hele Hirtshals Bibliotek for sig selv i nogle minutter, inden personalet dukkede op til torsdagens eftermiddagsvagt.

Ikke fordi det blev ubehageligt, da personalet dukkede op – tværtimod – men sådan lige at have det hele for sig selv. Det kan opleves mange steder, det er beroligende…altså også her.

Borgerservice, Lokalhistorisk Arkiv, et helt område med PC’ere, bøger for børn, for unge, for voksne, bøger og materiale af enhver art, og er det, du ønsker ikke lige til stede, kan det bestilles lige på stedet – eller hjemmefra…og diverse fællesarrangementer for forskellige målgrupper. Der er al mulig grund til at kigge ind.


Husk at tjekke opslagstavlen næste gang, du besøger biblioteket…

Anledningen til dette lille indlæg i FlaskePosten er egentligt blot, at mine øjne faldt på bibliotekets opslagstavle, som rummer en mængde gode aktivitetsideer af ethvert tilsnit, og jeg kan kun glæde mig over, at der findes så mange mennesker og foreninger og kulturhuse, der har så meget på hjerte. Blot ærgerligt at døgnet kun har 24 timer.

Jeg ved godt, at Svend Brinkmann opfordrer os til, at vi også skal kunne klare at gå glip af ting…ja, ja, men helst ikke…


Lokalhistorisk Selskab holder til på biblioteket, og døren for enden af gangen er åben hver torsdag fra 13 til 17. Jeg tror, jeg vil lade mig invitere indenfor en gang i nærmeste fremtid…

Nå, men kan man ikke nå det hele på en torsdag eftermiddag, så kan man da lade sig inspirere til endnu et besøg på biblioteket. Ihvertfald faldt jeg i reolen på Lokalarkivets gang over arkivets kalendere med billeder fra Hirtshals’ nærmeste fortid…jeg vil sætte mig en eftermiddag med en kop kaffe og maps på min tablet og blive lidt klogere på Hirtshals…

Heldigvis kan du ikke altid opleve stilheden og roen og fornemmelsen af at være alene i verden, og som sagt var det hverken planlagt eller søgt…håber stedet bliver brugt rigtigt meget.

Så forleden i min netavis, at Hjørrings borgmester, Arne Boelt, var kommet for skade at mene højlydt, at turistbureauer kun er for folk med klaptelefoner…uden at gå nøjere ind i den diskussion (som kunne være ganske spændende) vil jeg blot advare mod tiltag, der forringer menneskers muligheder for at møde mennesker..måske var det generelt en god ide med flere klaptelefoner…ihvertfald godt, at der også xisterer kommunale tilbud uden for Hjørring…

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments