
Det var godt nok meget tidligt at skulle op søndag morgen for at køre til Aalborg Lufthavn, hvorfra Air Baltic kl. 5.50 satte kurs mod Chania på Kreta.
Til gengæld har der været fuld skrue på servicen lige fra personalet i lufthavnen over kabinepersonalet i flyet til guiderne og hotelpersonalet på Maleme Mare.
– Vi synes godt nok også, at servicen har været helt i top indtil videre, fortæller samstemmende Susanne og Poul Erik fra Hjørring, som desuden har vist sig at have fælles bekendte med webavisen i Hirtshals.
Noget tyder altså på, at indehaver Søren Kjellerup, der selv i skrivende stund er på forretningsrejse på Kreta, har forstand på andet og mere end den økonomiske side af rejsebranchen. Fornemmelse for god service har manden med rødder i Hirtshals helt klart.
Webavisen er blevet installeret i en lækker lejlighed på 2. sal med en pragtfuld udsigt over Middelhavet. Meget mere følger om rejsen med SunCharter.