Der er sket meget på Buffalo i Hirtshals. Ikke kun er menukortet blevet suppleret med retter, som man ikke altid får på et pizzaria, men også etablissementet er blevet underlagt en nyskabelse.
– Vi har haft spisestedet i 11 år, og vi synes, der var behov for en forandring. En forandring for os, men i særdeleshed for vores kunder, fortæller Sabaon Hassanzai, som ringede og inviterede FlaskePosten.
I anledningen af den forandring gik Sabaon Hassanzai i tænkeboks og kreerede og afprøvede flere nye retter til menukortet.
– I seks måneder eksperimenterede jeg med forskellige retter. Retter, der ville skabe en difference i forhold til andre pizzariaer, samt retter jeg ikke selv havde oplevet på et pizzaria før. Mit mål har været at lave noget anderledes, noget der ikke er set før, men samtidig velsmagende, fortsætter Sabaon.
De nyskabelser, der er blevet tilføjet menukortet, er blandt andet en pizza med flødekartofler.
– Der er mange, som ikke vil sætte flødekartofler i samme bås som pizza, men det er utroligt velsmagende. Hvilket flere kunder også har pointeret. Vi har haft kunder, der efter de havde prøvet denne pizza, efterspurgte præcis denne næste gang, fortæller Sabaon til FlaskePosten.
Udover, at menuen har fået en makeover, har selve forretningen fået sig et frisk pust. Skærme over disken visualiserer Buffalos retter, og den lilla vægfarve, skaber en rød tråd igennem hele spisestedet.
Du kan få mere info om Buffalo og deres tiltag på hjemmesiden www.buffalohirtshals.dk/ eller på facebook: Buffalo pizza og kebab