FERIE
Ferie var skønt. Dimitri havde det vidunderligt. Her var varmt og rart og meget bedre end i det hus, de lejede af Madsen. Sengene havde rene lagner, og toilettet stank ikke af pis. Inden Madsen kørte hjemad, havde han foræret dem et par dejligt vamsede slåbrokker. Det så godt ud med gårdens navn og konturen af et svinehoved på den mørkeblå ryg. Dimitri kørte fingeren langs svinehovedets fede broderede streg. Den var glat, føltes som silke. Han var en underlig en, ham Madsen. For det meste var han så nærig, at man skulle tro, det var løgn, og så lige pludselig behandlede han dem som konger.
Her var bare super lækkert. Far Mark smed sig i en liggestol og lod blikket glide ud over Lagunen. Vandet glimtede blåt, og der lugtede slet ikke af klor, sådan som Mor Mark havde påstået, at der ville. Hun var blevet så grundforskrækket, siden hun startede inde i Levnedsmiddelstyrelsen. Fra den ene dag til den anden var verden var blevet et dødsens farligt sted. Han smilede for sig selv. Det var komisk, så lidt tiltro hun havde til livet, når faktum var, at alting bare blev bedre for hver evig eneste dag, menneskeheden tilbragte på jorden. Bevares, der var da lidt krig hist og pist, men det ændrede ikke ved det overordnede billede. En milliard eller mere levede bedre, end alverdens regenter havde gjort for bare hundrede år tilbage. Og alt sammen takket være den teknologiske udvikling. Egentlig var mennesket et fænomenalt fænomen. Tænk sig dette tobenede pattedyr med dets modstillede tomler. Klar til at gribe verden. Klar til at forme. Til at forandre. Evigt og altid optaget af at gøre det hele lige en tand bedre.
Alt imens Far Mark filosoferede, sjoskede en løjerlig figur rundt nede mellem ferieboligerne. Det var ingen ringere end den gode Hans Otto Heimdal. Han var kommet med bus helt oppe fra Thisted. Turen havde ikke ligefrem været begivenhedsrig, men måske netop derfor havde der været så meget desto mere lejlighed til at tænke lidt over eksistensen. Eller rettere sagt, hvad dølen han skulle stille op med de sølle rester, der med lidt held var tilbage.
Hans Otto Heimdal havde haft et rigt liv, det var han fuldkommen overbevist om, omend det holdt hårdt med at fremkalde detaljer, der kunne underbygge hypotesen. Det kneb gevaldigt med hukommelsen. Men det havde det faktisk altid gjort. I hvert fald lige så længe han kunne huske. Det var så at sige hans lod i tilværelsen. Et grundvilkår. Hvilket ikke var så lidt af en skam, for han ville gerne have skrevet en bog om sit liv. En selvbiografi kunne være en særdeles agtværdig runding. Ikke mindst fordi alle andre tilsyneladende havde glemt, hvilken central rolle han havde indtaget under den første Thy-lejr i 1970. Ikke et eneste sted var han nævnt i den der mindesten af en magnumbog om hippietiden. Det var en nedrig svinestreg, at ingen havde fortalt ham om den nysgerrige gnaver, der havde sat sig for at skrive historien om det, alle andre havde glemt. Nå, der var ingen grund til at være bitter. Når det kom til stykket, var alle jo kun små fnug i universets store snestorm. Ingen nævnt, ingen glemt, det var evighedens ubarmhjertige grundlov. Al forfængelighed grundede i virkeligheden på en udtalt mangel på fornemmelse for det kosmiske. Hans Otto Heimdal tog sine tykke briller af og missede med øjnene. Jo, det var vist her, han skulle tilbringe den kommende uge. En uge i nummer en to tre. Sikke en begyndelse.
Det kriblede. Det kriblede helt forfærdeligt. Døren til saunaen gik op, og to fyre kom ind og satte sig på bænken overfor. Den ene så på hende med et sigende smil, og Lissie nåede akkurat at tænke, at han så da meget godt ud, men så kriblede det igen, og hun vendte forlegent blikket mod gulvet.
»Min gud! Se hende,« mumlede Dimitri og prikkede til Fjodor. »Se lige de honningmeloner. De er lige til at spise.«
»Ja, og se hvordan hun vrider sig. Hun må være vild i en seng.«
»En skam hun er sammen med det pjok.«
»Ja, hun er pisseliderlig, og han sidder bare der og hænger med hovedet.«
Mor Mark ledte efter Mark og Kristian, men de var som sunket i jorden. Far Mark småsov henne ved Lagunen, men det var vel at forvente, han blev altid så døsig af at holde ferie. Hun var ikke decideret urolig, hun ville bare gerne have lidt styr på tropperne. Mens hun ledte, fodrede hun sit mishag. Alle andre syntes sikkert, at her var rent og lækkert, de så kun de hvide glatte flader. Selv registrerede hun alle de steder, hvor snasket kunne samle sig. Afløb. Kroge og kanter. Og jo, den var lige så gal her som alle andre af den slags steder. Små klatter af uvis oprindelse groede, voksede med biologisk overlæg. Aspirerede efter fremtid. Det var sådan, det var. Denne evindelige kamp om en plads i verden. Livets elementære essens.
Imens Mor Mark følte ubehag ved processer lig dem, hun selv ud fra evolutionært perspektiv var rundet af, var Hans Otto Heimdal ved at finde sig tilrette i de så uvant luksuriøse rammer.
Han tændte for emhætten og fiskede lighteren frem. Man måtte sikkert ikke ryge i husene, men så længe man ikke satte sig ind i, hvilke regler der gjaldt, kunne man jo ikke vide det. Var det ikke det, de i sin tid havde kaldt Kløvedals princip for berettiget tvivl? Jo, det var det vist. Hvis bare han havde vidst det med den bog, så kunne han have skrevet en anekdote om dette nette princip. Det var den slags, folk var vilde med, små kulørte muligheder, ting der meget vel kunne have fundet sted. Hans Otto Heimdal tog et ordentligt hvæs og mærkede tankerne lette.
Lidt neden ad vejen standsede Dimitri, vejrede og lagde en hånd på Fjodors arm.
»Kan du lugte det?«
Umærkeligt begyndte de at bevæge sig langsomt ned mellem de ens udseende huse, alt imens duften tog til. Endelig standsede de foran nummer 123. Gardinerne var ikke trukket for, og der var frit udsyn til en gamle gubbe, der stod og svajede foran emhætten.
»Min gud, hvor han ligner min bedstefar,« mumlede Fjodor.
»Det samme her,« nikkede Dimitri. »Hvor er det rørende, jeg troede slet ikke, man kunne få sådan nogle underbukser i Vesten.«
Inde i køkkenet bemærkede Hans Otto Heimdal ikke, at han blev iagttaget og røg ufortrødent videre. Stod bare og pustede den fede røg op i emhættens snurrende bælg.
»Tror du, han sælger?«
»Selvfølgelig gør han det, hvorfor skulle han ellers stå og ryge under emhætten? Han frister svage sjæle. Han frister stakler som os.«
Dimitri gik resolut hen og bankede på vinduet.
Hans Otto Heimdal vendte sig med et sæt og så to unge blege mænd i mørkeblå badekåber smile ind gennem ruden. Det var dog besynderligt, hvad vil de mig? Den ene så lidt klattet ud, men det kunne man vel ikke lægge ham til last. Den anden pegede og grimasserede, at han skulle gå hen til døren. Hans Otto Heimdal tøvede kort, men humpede så alligevel hen og lukkede op.
»Please Mister, can we buy some?«
Inge og Halfdan havde ikke taget badetøj med. Inden de tog afsted, var de blevet enige om, at vandlandet ikke var noget for dem. Men nu hvor de var her, syntes Inge alligevel, at det var ærgerligt. Hun havde kigget ind gennem de store ruder, og Lagunen så faktisk rigtig indbydende ud. Men hun skulle ikke nyde noget af at nævne det overfor Halfdan. Så blev han bare vanskelig. Efterhånden var det ikke ret meget, der skulle til. Han var blevet så tvær, men det var sikkert fordi, at han savnede at undervise. Det gjorde hun jo også selv. Alt det med de unge. Og så selvfølgelig lærerværelset. Der kunne godt blive lidt ensomt i Søndervig. De kendte jo ikke så mange. Ikke endnu, plejede Halfdan at sige.
Per og Lissie sad i restauranten. Buffeten var helt ok. Og included. Så der var ikke noget at komme efter der. Men det kørte ikke rigtigt mellem ham og Lissie. Den aften da han havde spurgt, om hun ville med til Vandlandet, havde hun været en helt anden, pisse frisk og med på det hele. De havde ikke engang været specielt fulde, der havde bare været knald på. Men nu kunne han ikke greje hende.
Lige inden de gik, havde han trukket pikken frem, så hun kunne se, hvor stiv han var blevet af hendes lækre bikinirøv. Hun havde ikke sagt et ord, bare vendt ryggen til og rodet efter et eller andet i sin taske. Den Lissie han havde været i byen med, havde ædt ham. Slikket hans nosser. Gispet, at han skulle tage hende i røven. Kneppe hende helt ned i gulvet. Hun havde været så vild den aften. Og så var der også det med russerne i saunaen. Havde hun ikke siddet og slikket deres liderlige blikke i sig? Fuck, hvor var det nederen. Egentlig havde han tænkt, at hun havde potentiale til noget fast. Men det var selvfølgelig for godt til at være sandt. Når en tøs kunne tøjte ud, som hun kunne, så var hun en rendemis. En der ville opleve noget, inden det blev for sent.
Halfdan ville ikke med til stranden. Men kør du bare, sagde han. Inge kom i tøjet og kørte ned på stranden. Hun blev siddende i bilen. Havde ikke lyst til at gå. Sad bare og stirrede. De brede bølger kom rullende trægt. Havet var gråt og tungt. Hun havde overhovedet ikke lyst til det her. Hun ville hellere være i Lagunen. Høre lyden af børn, der legede. Høre deres latter, deres hvin.
Hans Otto Heimdal var meget imponeret af stedets faciliteter. Det var noget andet end svedehytten og fællesbadet derhjemme i Thy-lejren. Selv børnene var rene. De var så skønne at se på. Al den uskyld. Han dvælede ved legen og nød at se, der blev hinket og tegnet med kridt på asfalten. Forunderligt autentisk. Tænk at nutidens børn stadig kunne finde glæde i et stykke kridt. Det lunede virkelig. Gav fremtidstro. I det samme ramtes han af en frygtelig indsigt. Før eller siden ville de jo blive voksne. Han virrede med hovedet og gav slip. Pist som ved et trylleslag, så han verden med friske øjne.
Elses Pølser, sikke en mageløs ide. Hvad har vi dog gjort, at vi har det så godt? Han skråede ind over parkeringspladsen, lukt mod pølsevognen uden at så meget som en eneste tegnende barnehånd led overlast undervejs.
Samtidig med at Hans Otto Heimdal lod sig lede af Elses Pølser, gik Bjarne en sidste runde inden fyraften, og han var godt tilfreds med det, han så. Det virkede, som om gæsterne havde taget Vandlandet til sig. Selvom dagen gik på hæld, og himlen var begyndt at rødme i vest, var der stadig masser af legende børn og afslappede forældre. Han slog et slag om parkeringspladsen og smilede ved synet af de hinkende børn. Det var dæleme en billig aktivitet. Og så var det originalt. De havde sgu ret, asfalt var det ny sort.
En lille flok seniorer havde samlet sig omkring pølsevognen og så grangivelig ud til at have en stjernestund. Legende børn, hotdogs og lunkne Congobajere. For pokker mand, de måtte jo føle, de rejste i tid og rum. Måske ville det være en ide med endnu et par biler. Måske en gamle Volvo 544 og et folkevognsrugbrød.
Han fortsatte ind om Lagunen og bemærkede, at ungdommen så ud til at have fundet sammen i jacuzzierne ved den vestlige facade. Fascinerende med disse spontane flokdannelser. Sådan en aften kunne man næsten blive helt vemodig over, at den bachelor var gået i frø. Sociologi var faktisk rigtigt interessant, sådan en til en.
Det var nu ikke alle børn, der var så sent oppe. Hjemme hos familien Mark, sov Mark og Kristian trygt, og nu sad Mor og Far Mark i stearinlysets skær med vin i glassene.
»Det er ikke helt tosset der her, jeg synes, de er sluppet meget godt fra det. Får du slet ikke lyst til at dyppe dig i Lagunen?«
Mor Mark lagde hovedet på skrå og forsøgte at smile kælent.
»Du ved jo godt, jeg er ikke så glad for klor. Men her er rigtigt dejligt, og det er så skønt at se, ungerne morer sig. Du skulle have set dem, da de sad i den gamle Fiat, det var så kært. Man kunne kun se hårtoppene og så Marks små hænder på rattet.«
»Jo, men du skulle i det mindste give modstrømsbassinet en chance. Jeg ved ikke, hvordan de har båret sig ad, men det føles overhovedet ikke, som om der er klor i vandet. Man må have udviklet en ny teknologi.«
Mor Mark rynkede lidt på næsen, men ikke mere end at det var kært.
»Ved du hvad, jeg er bare så glad for, at I kan lide det. I morgen tager jeg en tur ind og ser på Ringkøbing.«
Far Mark nikkede, som om det var en knippelfin ide. I virkeligheden undrede han sig. Hvad ville hun dog der? Den undseelige købstad måtte være en fad oplevelse, når man var vant til Fields og Fisketorvet.
Hans Otto Heimdal balancerede henført med sine hotdogs gennem Vandlandets afdæmpede belysning. Gad vidst om der var døgnåbent? Noget kunne faktisk tyde på det. Han mente i hvert fald ikke at have bemærket nogen skilte med åbne og lukketider. I grunden var det for galt, men på en eller anden måde også såre bekvemt. Han tog en ordentligt bid, men motorikken magtede det ikke. Højsa! Gemysen havnede på gulvet. Rå løg og ketchup. Remoulade og agurkesalat. Han kastede et skyldbetynget blik over skulderen, men der var vist ingen, der havde lagt mærke til det lille uheld. Nå, det ordner sig, mumlede han for sig selv. Der kommer vel en af de små thailandske påskekyllinger med en klud. Og så humpede han lykkelig videre, opfyldt af pølsen. Den var som fest i hans mund.
Link til forrige afsnit
