Skæbnetime nærmer sig for Fisketrappen ved Bindslev

Jørgen Jensen slår i dette debatindlæg til lyd for, at man lokalt såvel som landspolitisk træder i karakter for at redde Bindslev Gl. Elværk og Fisketrappen.

69

Af Jørgen Jensen
Geddevej 2
Bindslev

Tiden nærmer sig for den politiske afgørelse for vandløbet i Uggerby å i omgivelserne omkring Bindslev Gl. Elværk og Fisketrappen, og det er ikke opløftende, hvad der ser ud til at være på vej.

Det seneste er nu, at ikke blot Fisketrappen, men også fremtidig drift af elværket i høj grad er i farezonen, idet den vandmængde, der kan komme på tale til værket, er alt for lille til at driften kan opretholdes, og hvor er værket så? Det er jo netop driften af det, der er det essentielle i atmosfæren og det kulturhistoriske i hele området omkring Bindslev Gl. Elværk.

I den netop vedtagne kommuneplan er området udpeget som bevaringsværdigt kulturminde, og Miljøministeriet har tidligere udtalt sig tilsvarende om elværket, og at kommunen skal forholde sig hertil. Tænk også på, at det netop i disse år er 100 år siden, at værket blev sat i drift!

Når dertil lægges, at der i § 37 stk. 3 i vandløbsloven står, at såfremt væsentlige kulturhistoriske interesser tilsidesættes kan restaureringsforanstaltninger ikke gennemføres, så må det være muligt at bevare såvel Fisketrappen som Bindslev Gl. Elværk.

Et andet aspekt i hele processen er den fremtidige kanosejlads, der er et stort aktiv i turismesammenhæng. Som det er nu, hales kanoerne op ved elværket for at blive sat i vandet igen på den anden side af værket. Fremover kan det gå sådan, at kanofolket kan risikere at skulle hale den op halvvejs mellem byen og elværket og så få den båret ud til værket for at blive sat i igen. Går det sådan, varer det ikke længe, inden antallet af sejladser vil falde drastisk!

Alle de nævnte forhold for en tro på, at reguleringen ved Bindslev Gl. Elværk vil give et bedre og rigere fiskeliv i åen. Selv lystfiskere er kommet med udtalelser om, at der for nuværende kan være forskel på, hvor det er bedst at fiske i forhold til Fisketrappen.

Fisketrappen og Bindslev Gl. Elværk er Bindslevs største attraktion – lidt overført: et klenodie for området, og nu må man politisk – såvel lokalt som nationalt træde i karakter og sikre, at ovennævnte scenarier ikke effektueres!


Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.


Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments