Fiskefrikadeller og fuldt hus ved åbning af Cafe Aabo i Tversted

Der var fuldt hus og de lækreste fiskefrikadeller, da Dorthe Hansen og Peter Bager i dag slog dørene op til Cafe Aabo.

37

Denne skærtorsdag kl. 10 slog Dorthe Hansen og Peter Bager dørene op og holdt fra kl. 13 til 15 en lille reception, hvor der hurtigt blev stuvende fuldt ved bordene både inde og udenfor den nye Cafe Aabo på Aabo Camping i Tversted.

Det var da også en smilende glad Dorthe Hansen, der tog imod de mange gæster og FlaskePostens udsendte, mens man måtte en tur ud omkring køkkenet for at hilse på den ligeså glade og travle Peter Bager. Her stegte han nemlig i dagens anledning de lækreste fiskefrikadeller, som vor mor blot kunne have drømt om at servere dem.

– Det kan da godt være, vi fik vores ilddåb med 200 fiskefrikadeller til receptionen og 110 omgange stegt flæsk til dagens middag, fastslår efterfølgende Peter Bager.

Efter webavisens foromtale af åbningen kommer menukortet da heller ikke som en overraskelse, men lever fuldt ud og helt op til de spændte forventninger, idet der blandt andet bydes på dagens kage og smørrebrød, der først skæres og laves efter bestilling, så der aldrig serveres mad efter en halv dag i køledisk.

Endelig rækker menukortet også fra blandt andet burger og bøfsandwich over de nævnte fiskefrikadeller til stjerneskud og dagens middag i form af eksempelvis stegt flæsk og persillesovs samt masser af grillede retter og noget for børnene.

Endnu en oplagt og anbefalelsesværdig mulighed for at komme ud og spise i Tversted.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments