Kæmpe succes med Big Fat Snake på Restaurant Tannishus

Koncerten torsdag med Big Fat Snake blev en kæmpe scces på Restaurant Tannishus i Tversted.

421

Åge Vinther, som både er forpagter og køkkenchef på Restaurant Tannishus, kunne melde udsolgt til torsdag aftens koncert med Big Fat Snake.

Mange af koncertgæsterne havde desuden taget imod tilbuddet om først at indtage en lækker tre retters menu, som køkkenchefen havde kreeret.

Til forret serverede de flittige tjenere hellefisk belle vue med rejer, asparges og to slags mayonnaise. Hovedretten bestod af en halv gråand med rødkålssalat, glaserede kastanjer, vildtsauce og nøddekartofler. Til dessert fik gæsterne en flot anrettet tallerken med blåbærmousse og blåbæris med sprød kage. Det var en fantastisk smagsoplevelse at nyde denne kreation.

Der var også god tid mellem maden og koncertens start, så der var mulighed for at nyde endnu et glas vin eller en øl ved baren. Anders Blichfeldt & Co indtog scenen klokken 21 og lagde ud i et hæsblæsende tempo med rockmusik, når det er aller bedst. Det var bandets første koncert dette efterår. Publikum blev således også præsenteret for et nyt set, som Big Fat Snake ikke havde spillet før.

De jublende tilhører fik en bred vifte af bandets store repertoire. Anders Blichfeldt hyldede, som han sagde, alle de smukke kvinder med sangen Female Voice. Numre som See See Rider, Fight for your Love og Run, Run, Run fik salen til at koge. Der blev sunget og klappet. Big Fat Snake formåede simpelthen at smitte publikum med den glæde, de har ved at spille musik. En fantastisk koncert, hvor Pete Repete på keyboard, Asger Steenholdt på guitar, Jens Fredslund på trommerne og Morten Jacobsen på bas kom til at svede.

Anders Blichfeldt kunne da også efter de to ekstranummer, Someone like you og Bonsoir Madame afsløre, at det var rigtig hyggeligt at spille i Tversted, men en lille smule varmt.

Big Fat Snake spiller i alt 10 koncerter her i efteråret, hvor den i Tversted nok er på det mindste spillested. To dage har bandet tilbragt på Tannishus, og de har kun rosende ord til arrangøren Åge Vinther.

Anders Blichfeldt var meget imponeret over maden, som blev serveret på stedet. Big Fat Snake brugte første dag som øvedag efter sommerpausen, men der blev også tid til en tur på stranden.

På spørgsmålet hvorfor Tversted, svarede Pete Repete, at han i flere omgange har spillet samen med Henrik Strube på Tannishus. Således opstod kontakten mellem Åge Vinther og Big Fat Snake.

Arrangøren og bandet fandt sammen ud af, hvad der skulle til for, at aftenens koncert kunne blive realitet.

Jeg er sikker på, at mange af gæsterne er rigtig glade for, at Åge Vinther og Big Fat Snake fandt ud af det, for koncerten var en fantastisk oplevelse.

Måske ser vi Big Fat Snake igen i Tversted. Tak for en skøn aften med rigtig lækkert mad og en super god koncert.


Foto: Catwizle Production.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
7 år siden

Åh det ville jeg gerne have oplevet. Hirtshals og BFS,match made in heaven.