Efter nogle svære år med stagnation i deltagerantal og træls vejr lyder der nu anderledes optimistiske toner fra Finn Nymann, som er formand for Bindslev Harmonikatræf.
– Vi har 400 tilmeldte campingvogne på pladserne her, hvoraf ikke så få er nye og kommer langvejs fra, lyder det fra en rigtig glad og meget optimistisk Finn Nymann.
– Dagen i går er allerede glemt, men det var også utrolig dejligt at opleve, hvordan vi hurtigt fik opbakning også af borgmester Arne Boelt, fortæller Finn Nymann.
Det er selvfølgelig med henvisning til det regnvejr, som mandag truede med helt at drukne Bindslev Harmonikatræf. I den forbindelse ankom Beredskabet med mandskab og pumper både fra Hjørring og Thisted.
Denne tirsdag har den rettidige omhu samt sol og en frisk blæst imidlertid tørret alle bekymringer bort. Vejrudsigten og tilmeldingerne har i den grad pustet liv i optimismen.
Det samme gør tonerne af glad musik, som allerede nu høres ud over hele lejrområdet. Under FlaskePostens besøg var det således fra gruppen Early Bird, der øvede ved Tannisbugthallen.
Find alle tidligere artikler her: Bindslev Harmonikatræf
Hele programmet: Bindslev Harmonikatræf 2016