Finhvalen havde kurs mod Futten

Forfatter Peter Mouritzen har skrevet denne lille historie om finhvalen, der i påsken vender hjem til Blokhus.

69

Af Peter Mouritzen

Forfatter bosat i Vrå
Sommerhus i Blokhus

Der var engang en hval. Den svømmede fornøjeligt mod kysten. Det var i Vesterhavet i nærheden af Blokhus.

Den ville på Futten og have et sæt, det havde den hørt var så godt for spækket, men ak – den strandede på revlen og blev skyllet ind på stranden.

Det er en trist historie, for hvad er der ved at være en hval, når man er død som en sild. Nå, men hvalen lå der på stranden, den var også vældig i døden og trak mange mennesker til.

Det var sidste år i vinterferien, at det skete, så folk som var kommet for at se hvalen frøs så hvalisk, at de måtte gå på Futten og få et sæt for at få varmen. Det var godt for folk, og det var godt for Futten, men skidt for hvalen der bare blev kørt bort til Hirtshals og skrællet til skelet.

Nu er den tilbage på Blokhus Torv. Jeg vil se den, når jeg kommer op til påske. Jeg vil hviske til den de uforglemmelige trøsteord af den russiske digter Majakovskij:

– Vi er alle sammen en smule hval, enhver er hval på sin måde. Det var vist nok hest han sagde, Majakovskij, men det behøver hvalen jo ikke vide.

Og så vil jeg gå en smut på Futten og drikke hvalens skål –

Foto: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments