Finhvalens skelet er i september mobilt og klar til at blive udstillet

Jammerbugt Kommune kan forvente at have råderet over finhvalen i store dele af sommerhalvåret, mens den skal overvintre i Hirtshals.

21

Den store finhval, der 23. februar drev i land på stranden i Blokhus, vil fra slutningen af september kunne opleves som skelet på Nordsøen Oceanarium, skriver TV2 Nord.

– Hvalen strandede i Blokhus og Jammerbugt Kommune var fra starten af interesserede i at blive hjemsted for skellettet. Det var vi også, og Statens Naturhistoriske Museum, der ejer hvalen, valgte at vi skulle have den, forklarer direktør på Nordsøen Oceanarium Karl Henrik Laursen.

– Men lige fra starten har det været tanken, at hvalen skulle udstilles i et samarbejde mellem Jammerbugt Kommune og os, siger han videre.

Derfor gik Nordsøen Oceanarium sammen med Jammerbugt Kommune i tænkeboks for at finde frem til, hvordan både det ene og andet sted kunne få glæde af det enorme dyr. Og den løsning, de kom frem til, havde Statens Naturhistoriske Museum aldrig set før.

– Vi har lige været ovre og få vores plan godkendt. Ideen er at udstille hvalen i to 40 fods containere, der kan flyttes rundt, så hvalen kan udstilles flere steder. De var meget begejstrede og sagde, at de aldrig havde set sådan en løsning før, siger Karl Henrik Laursen.

Ideen er at udstille hvalen i to 40 fods containere, der kan flyttes rundt, så hvalen kan udstilles flere steder.

De to containere skal ikke bygges sammen til et element. Hvalen skal i stedet samles i to halvdele, der får hver deres container som hjem. På bagvæggen i de to containere forventer direktøren at man monterer et stort panoramabillede fra da hvalen skyllede i land og blev vinterferiens helt store turist-trækplaster i Nordjylland.

– Og så skal udstillingen selvfølgelig indeholde formidling om finhvalen, der jo er verdens næststørste pattedyr, siger Karl Henrik Laursen.

Direktøren forventer at de første gæster kan opleve hvalen på Nordsøen Oceanarium i slutningen af september eller starten af oktober, og så vil den for første gang blive transporteret tilbage til Blokhus i foråret 2017.

Lige nu er hvalskelettet igang med den sidste del af konserveringsprocessen hvor knogler og kød skilles af via forrådnelse. Den proces er overstået i slutningen af juli og så skal både containere og knogler fragtes til København hvor hele molevitten bliver samlet igen.

Kilde: TV2 Nord

Foto: Mogens Jørgensen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments