Fin aktivitet og stor tro på fremtiden for Vendelbohus

Efter et første halvår som selvejende institution for Vendelbohus, kan bestyrelsen konstatere, at det går som det skal.

731

Det har været et travlt efterår med masser af teater, koncerter, foredrag, stand up- og andre arrangementer på Vendebohus – ikke mindst hen over jul og nytår. Og så kommer der flere henvendelser fra folk, der vil leje lokaler til konfirmation, bryllupper og begravelse.

– Det er så tydeligt, at alle er glade for at komme i huset og vi får mange positive tilbagemeldinger fra glade brugere, fortæller Jesper Spanner, der også kan konstatere, at der allerede er booket til mange arrangementer i det kommende år.

Og selv om huset kan bruges som det er og som bestyrelsen har overtaget det, er der planer om forbedringer.

– Det er tydeligt at mærke, at kommunen i flere år har været usikre på, hvad man ville med huset. Derfor er der behov for at lave nogle forbedringer – ikke mindst ved husets indvendige udseende, siger Jesper Spanner, der dog også understreger, at det vil ske med behørig respekt for husets historie og charme.

I det kommende år vil foyeren og den lille sal blive malet og der er planer om at få repareret og udskiftet gulvtæpper nogle steder. Indtil videre har bestyrelsen kun søgt midler fra én fond. Det er til en tiltrængt energiforbedring, hvor man har søgt ENV-fonden, så den nuværende belysning kan erstattes af noget mere energivenligt. Der arbejdes også videre med ansøgning til flere fonde.

Bestyrelsen arbejder også på at få køkkenet i gang, gerne med en kok, der vil stå for noget af den mad, der kan laves til husets arrangementer.  Så går der en kok rundt derude, der gerne vil stå på egne ben, så er der gode muligheder for her at komme i gang på fordelagtige vilkår.

Efter en lidt tøvende start, har bestyrelsen nu også nye tanker om at få sponsorstøtte fra virksomheder mv. Der har også været overvejelser om at lave folkeaktier for huset, for der er ingen tvivl om, at skal bestyrelsens høje ambitioner blive til noget, så kræver det penge.

– Og det er ikke fordi vi er utilfredse med, hvordan vores fine hus fungerer nu, men vi vil så gerne meget mere, slutter bestyrelsesmedlem Jesper Spanner.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments