Festlig generalforsamling hos Tversted Bjærgelaug på Restaurant Tannishus

Der var massivt fremmøde ved Tversted Bjærgelaugs generalforsamling onsdag aften hos restauratør Åge Vinther på Tannishus.

498

Traditionen tro var det Harald Børsting, som er tidligere formand for LO, der onsdag aften på Restaurant Tannishus blev valgt til dirigent for generalforsamlingen hos Tversted Bjærgelaug. Herefter blev ordet givet til formand Erik Toustrup.

– Allerede fra årets start var vi klar over, at fladbåden var klar til en overhaling. Den var utæt på grund af, at mange kobbernagler var brækket, spanterne var gået løs og tofterne var skæve, og så var der også lige det hærværk den 1. april, lød det indledningsvis med en henvisning til en spøg i den lokale netavis.

– Vi fik en skibstømrer til at renovere båden, en noget omfattende omgang, men resultatet blev helt perfekt. Kobbernaglerne er skiftet til rustfrie bræddebolte, vi fik nye spanter og tofter, så båden fremtræder i dag i perfekt stand. Rent økonomisk var det også en stor udskrivning, men heldigvis fik vi støtte fra Feriepartner Tversted, Tannishus og Tversted Borger og Turistforening. Tak for det, uden denne støtte var det blevet svært, konstaterede Erik Toustrup.

– Båden var nu i perfekt stand, og søsætningen skulle ske den dag, vi deltog i Small Ship Race i Hirtshals. Båden blev inden konkurrencen tæthedsprøvet og bestod med glans. I selve konkurrencen var der hård kamp. Kapsejladsen blev rigtig spændende. Uggerby vandt foran Tversted med 6 sekunder, med Tornby på 3. pladsen. Tovtrækningskonkurrencen blev også vundet af Uggerby, og det lykkedes os i år igen at brække flere årer, fortsatte formanden.

– Lige inden påske stillede vi bådhuset til rådighed ved den årlige strandrensning, som var arrangeret af Tversted Borger og Turistforening. Der var mødt rigtig mange op for at hjælpe

– I juli deltog vi i Strandfesten i Tornby. En fantastisk dag med solskin og fint havvejr. Vi ankom som sædvanlig i bus og humøret var højt. Selve konkurrencen var spændende. Tversted lå i spidsen ved vendepunktet med Tornby lige efter, og Uggerby sidst, men efter vendepunktet trak Uggerby fra og blev en klar vinder. Efterfølgende var der spisning og dans i teltet, og ved midnatstid var vi tilbage i Tversted. Tak til Tornby for et super godt arrangement. Vi glæder os til næste gang.

– Vi deltog som sædvanlig i Tversted Marked. Tak til alle dem, som var med til at tjene nogle penge til foreningen. I alt 18.000 kr. blev det til.

– Sædvanen tro holdt vi standerhejsning den 5. juni, hvor Elsebeth Madvig holdt talen. Der var efterfølgende hyggeligt samvær i bådhuset.

– Ellers  har vi haft vores sædvanlige rodage, søndag formiddag og onsdag aften, og de har som været velbesøgte. Vi har i sæsonen haft ca. 100 turister med ude at ro. Skt. Hans Aften var der vanen tro også mange mennesker i bådhuset. I august havde vi sammen med menighedsrådet aftengudstjeneste i bådhuset. Vejret var ikke lige med os den aften, så vi måtte holde det inden døre, og det lykkedes os at skaffe plads til 75 mennesker.

– Gavlen med vest i bådhuset har længe trængt til at blive skiftet, og det blev gjort i september. Samtidig blev der sat en terrassedør i gavlen, så der kan komme noget mere lys ind.

– Vi har bestilt nye årer hos C. J. Skibs & Bådbyggeri i Egernsund, som vi forventer at få leveret inden standerhejsningen. Vores traktor har været igennem en større reparation. De to ting tilsammen er en bekostelig affære. Men vi er så heldige, at vi har fået økonomisk støtte fra Feriepartner i Tversted, Spar Nord Fonden og Landsbyforum. Tusind tak for det. Hvis ikke vi havde fået det, havde det set sort ud. Der vil den 5. juni være en officiel overrækkelse af pengene i forbindelse med vores komsammen grundlovsdag.

– I december deltog vi i juleoptoget på Klitgården. Vi havde rejst et telt sammen med Tannisbugt Jagtforening og Nordjyske Slædehunde. Her kunne man få en slædetur, og man kunne smage grillet vildtkød og drikke glühwein.

– Vi har ved to arrangementer givet overskuddet til SMS Hjertestarter. Cirka 2000 kr. SMS Hjertestarter er 50 frivillige, som rykker ud, når der er for eksempel er hjerteproblemer. Pengene blive blandt andet brugt til kurser og diverse udstyr. De starter  med at tage sig af patienten. Det kan være brug af hjertestarter, som de fortsætter, indtil Falck tager over.

– Til slut vil jeg ger sige tak til  Feriepartner Tversted, Tannishus, Tversted Borger og Turistforening, Spar Nord Fonden, AM Total Byg, Cafe Tannisbugt, Nord-Elektric Tversted og JPS Udlejning for økonomisk støtte.

– Også tak til FlaskePosten for den altid fine opbakning. Endelig tak til bestyrelsen og alle vore medlemmer. Uden jer var der nemlig ingen forening, fastslor altså Erik Toustrup, der forinden havde noteret, at foreningen havde  224 medlemmer i 2017.

Derefter blev et fornemt regnskab fremlagt næstformand Frank Faurskov. Ligesom der var nyvalg til et par poster i bestyrelsen og valg af revisor.

Endelig kunne Harald Børsting notere, at der ingen kommentarer var under eventuelt, hvilket formentlig nok så meget skyldtes udsigten til Åge Vinthers lækre buffet i Restaurant Tannishus.

Afslutningsvis var der dans til musik af DJ Møller.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments