Ferniseringer på Hirtshals Fyr og Den Gamle Station

Lørdag før palmesøndag er traditionelt den helt store dag for ferniseringer ved påskeudstillinger med de to vigtigste lokale af slagsen på Hirtshals Fyr og Den Gamle Station i Hirtshals.

22

Påskeudstillingen på Hirtshals Fyr blev officielt åbnet ved en fernisering i dag kl. 13.00 med en tale af museumsdirektør Signe Kildeberg fra Vendsyssel Kunstmuseum.

Den fernisering nåede vi på webavisen ikke og springer derfor let og elegant over, idet vi en af de nærmeste dage bringer en mere fyldestgørende omtale af selve udstillingen, som man alligevel sjældent får set noget særligt af på grund af de mange mennesker, der kommer for at høre talen.

Til gengæld var vi med hos Lisbeth Birgersson og Svend Petersen på Den Gamle Station. Her bød Svend lidt efter kl. 14 velkommen med en tale, hvor han med afsæt i et af sine mange udlandsophold opfordrede de tilstedeværende politikere og beslutningstagere til at tænke mere på kunsten og kulturen, hvorefter han bød velkommen til flamingodanseren Sibylle Bronder og musikeren Magnus Stedman  fra Göteborg.

Som afslutning på deres fascinerende optræden blev først borgmester Arne Boelt indbudt til at danse med og dernæst også byrådsmedlem Lilli Damgaard. Det kan nok være, at både dansere og publikum dermed fik sved på panderne i det meget tæt pakkede udstillingslokale, men borgmesteren var så også varmet op til sin tale.

Sidstnævnte kom via Økonomiudvalgets netop overståede studietur til Boston ind på vigtigheden af ikke at lade sig kue af Janteloven, som Arne Boelt havde erfaret, bestemt ikke trykkede folk i USA.

I lighed med kunsten på Hirtshals Fyr vil vi her på webavisen også med hensyn til selve udstillingen vende tilbage med endnu en artikel, hvor der udelukkende er fokus på værkerne på Den Gamle Station.

Alt andet vil være urimeligt overfor de kunstnere, der har lagt om ikke blod, så i hvert fald for manges vedkommende ovennævnte sved og sågar måske også tårer i processen med netop værkerne.   

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments