Indehaver Kim Bernhard Tornby indbyder alle interesserede til fernisering søndag den 7. maj kl. 13.00, hvor der kan opleves flot og farverig billedkunst af Ira Ivanova fra Trondheim i Norge samt billedkunst med spændende kvindeformer af Margrethe Christensen. Begge kunstnere deltager i ferniseringen.
Allerede kl. 11.00 åbner vi dørene for de, der ikke kan vente til ferniseringen kl. 13.00.
Ira Ivanova kommer fra Bulgarien, men har sammen med sin mand boet så mange år i Norge, at norsk er blevet deres andet modersmål. Ira har bl.a. udstillet på det anerkendte Galleri Ramfjord i Oslo, og kom til Galleri Tornby i 2016.
Margrethe Christensen har debut på Galleri Tornby, og dette er hendes første fernisering på det eftertragtede galleri ved Tversted.
Foruden denne flotte udstilling, vil der også være skulpturer og malerier af kendte- og nye kunstnere, der er kommet til her i 2017. Desuden har galleriet også en lille udstilling på Tversted Turistbureau / Feriepartner Danmark, Østervej 2 i Tversted.
Udstillingen kan opleves til og med den 28. maj. Mere info via www.galleritornby.dk
Galleriet holder åbent kl. 11 – 17 alle søndage og helligdage i hele udstillingsperioden samt ved henv. på tlf.nr. +45 24 89 72 62 og +45 22 55 47 74.
IRA IVANOVA, Norge
Jeg kan beskrive min billedkunst som struktureret abstrakt, baseret på former, farver og gode dybder.
Ind imellem arbejder jeg med andre teknikker og holder af at arbejde med forskellige materialer og kunstnerisk grundviden.
Mit mål er at skabe et personligt kunstværk, der indeholder variationer, som aldrig slutter. Mange af mine malerier består af mange lag og forskellige tykkelser, noget med transparente farver tyndet godt op med vand, næsten som akvarel samt spontane bevægelser med penslen.
Jeg holder af at lege med farverne, stærke og kraftige, mørke og lyse… for til sidst at finde balancen i billedet.
Min inspiration får jeg fra alt det omkring mig, der er smukt og skaber glæde. Jeg har en stor personlig tro på, at vi lever i en fantastisk verden fyldt med glæde og positivisme.
Når jeg maler, er det netop med smil, glæde og positivisme… og denne livsglæde og gode energi vil jeg gerne dele med andre via min kunst.
MARGRETHE CHRISTENSEN, Danmark
Jeg maler olie på lærred. ”Jeg er fascineret af at male skikkelser, der udtrykker kropssprog, sjæl og stemning. Nogle gange meget fremtrædende, andre gange mere diffust.
Gennem mine frodige kvindefigurer, forsøger jeg at bryde normen for skønhed og perfektionisme. Nogle ser farverne i mine billeder, andre formen og andre igen ser mit motiv som grimme kroppe, fordi “grimt” står i modsætning til “det pæne og perfekte”, der for de fleste er defineret som ”det slanke”. Jeg føler mig tiltrukket af det, som i andres øjne ikke er billedskønt og fuldendt – og hvem afgør, hvad der er perfekt?”
Optaget i Tom Jørgensens bog ”101 Kunstnere”.
Tom Jørgensen: I malerierne bliver kvindekroppen forvandlet til et både kompliceret, elegant og dynamisk spil mellem linjer og flader med farven som det bærende og skabende element. Farven deler lærredet op i forskellige farveplaner, hvor modsætningen mellem figuren og rummet stort set ophæves
Tina Sihm, kunstskribent: Margrethe Christensen er næsten provokerende, når hun med sine stærke fortolkninger af frodige kvinder bryder normerne for skønhed og perfektionisme. Hun redefiner med sine billeder skønhedsidealerne, og inviterer os indenfor i et fantastisk univers af frodige feminine former og farver.