
Kunstudvalgets formand Henny Nielsen havde palmesøndag kl. 13.00 fornøjelsen af at byde velkommen til 10 års jubilæumsudstilling med Kunst på Fyret.
Med levende lys og hvidvin i glassene lyttede gæsterne i et propfyldt Madpakkerum indledningsvis til Henny Nielsens korte, men rammende tilbageblik på Hirtshals Fyr Fonds overtagelse af vartegnet for den unge og dynamiske havneby, der snart kan fejre 100 års fødselsdag for havnebyggeriet her, hvor det nordvestlige Vendsyssel stolt skyder ryg mod Skagerrak og Nordsøen.
Vanskeligt eller rent ud sagt komplet umuligt er det i dag at forestille sig, at det ligeså vel kunne have været en eller anden tilfældig mangemillionær, der havde overtaget fyret og afskåret lokale og turister fra at besøge såvel tårnet som området, men sådan var det sandsynligvis gået, hvis ikke gæve vendelboer for en halv snes år siden havde stået sammen og fået etableret fonden og overtagelsen af Hirtshals Fyr.
Efter velkomsten med det historiske tilbageblik og en opfordring til at melde sig ind hos Støtteforeningen Hirtshals Fyr, der i dag tæller 400 medlemmer, gav Henny Nielsen ordet til Troels Bidstrup Hansen, som er bestyrelsesformand ved Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring. Med indlevelse og velforberedt ildhu præsenterede han dernæst de udstillede værker af Hanne Ida Helstrup, Lise Tuxen, Tove Dehn og lokale Ninne Nielsen.
Kunsterne kender hinanden rigtig godt indbyrdes, men er i udtryk og form vidt forskellige, hvorved de med deres værker i de fire udstillingslokaler, som de på dmeokratisk vis havde fordelt mellem sig ved lodtrækning, på én og samme gang udfordrer hinanden og tilskuerne samt ikke mindst på paradoksal vis fornemt komplementerer indtrykket af udstillingens samlede udtryk.
Med ferniseringen denne palmesøndag markerer folkene bag udstillingen sig med påskens første af rigtig mange kulturelle tilbud og fortjener i dén grad også opbakning og et besøg.
Når man alligevel er der, bør man bestemt unde sig selv en tur i Kaffestuen samt ikke mindst op i og rundt om Hirtshals Fyr, der ligger historisk omringet af Bunkermuseet.
































































