Fem en halv million og Erik Rasmussen til Vendsyssel FF

Der er ændringer på vej i fodboldklubben Vendsyssel FF, som får ny bestyrelsesformand, stor kapitalindsprøjtning og ny struktur i trænerstaben.

5

Som det ser ud nu, er Vendsyssel IF godt på vej mod Superligaen inden længe. Og med de ændringer, der træder i kraft i klubben torsdag, kunne det meget vel begynde at se endnu lysere ud, skriver TV2/Nord.

Her har en investorkreds nemlig skudt 5,5 millioner kroner i Vendsyssel FF og tilføjet et nyt ansigt til trænerstaben, nemlig tidligere cheftræner i AGF og FC Midtjylland, Erik Rasmussen. Det meddeler klubben i en pressemeddelelse.

Med investeringen kommer investorerne, som tæller bankdirektør Lars Thuesen, biotekforsker Henrik Rasmussen og direktør Jacob Andersen, til at besidde aktiemajoriteten i klubben, og Jacob Andersen bliver indsat som ny bestyrelsesformand i stedet for Søren Nørgaard Sørensen.

Med Erik Rasmussens ankomst til den nordjyske fodboldklub sker der nogle ændringer i trænerstaben. Konkret får Erik Rasmussen titel af formand for et nyt sportsligt udvalg, og han vil blive ny assistenttræner. Det betyder, at Joakim Mattson fortsætter som cheftræner, mens Karim Zaza fremover skal koncentrere sig om målmandstræningen.

Sportschef Jacob Krüger fortsætter i sin stilling.

– På den måde bliver det ikke de store ændringer, vi kommer til at lave i det sportslige. Men vi har alligevel valgt at hive Erik Rasmussen med ind i samarbejdet som en slags garanti for, at vores penge bliver forvaltet rigtigt i den sportslige sektor. Dermed ikke sagt, at man har gjort noget forkert i Vendsyssel FF, nærmest tværtimod, men vi vil gerne have lidt kontrol med udviklingen, siger den nye bestyrelsesformand i Vendsyssel FF, Jacob Andersen.

De 5,5 millioner kroner skal indtil videre bruges til at skabe et solidt økonomisk fundament i klubben.

– Men de kan også bruges til at investere i fodboldmiljøet og måske hente et par spillere på et tidspunkt. Men vi satser fremover mest på at hente unge talenter ind fra lokalområdet og fra Afrika, hvor Erik Rasmussen har gode kontakter, siger Jacob Andersen til TV2 Nord.

Erik Rasmussen har på det seneste været del af klubben Lion Pride i Sierra Leone, og det er herfra, han har mulighed for at hente talenter til Vendsyssel.

– Jeg er stolt af at være tilbage i dansk fodbold og at have fået mulighed for at være en del af den fremtidige sportslige ledelse i Vendsyssel FF. Jeg tror på, at vi kan skabe et unikt fodboldmiljø på højeste niveau med fokus på udvikling af unge talentfulde spillere fra såvel ind- som udland. Mit mål med Vendsyssel FF er at være med til at skabe stolthed og begejstring for landsdelens fodboldhold – og på de interne linjer skal jeg være med til at få opbygget et professionelt udviklingsmiljø for spillerne. Dernæst, men ikke mindst, ser jeg frem til at indlede samarbejdet med sportschef Jakob Krüger, cheftræner Joakim Mattsson, spillertruppen – og den øvrige stab omkring holdet, siger Erik Rasmussen.

Foto: Christian Henriksen.

Kilde: TV2/Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments