I aftes indtog godt og vel 100 cowboys & ditto girls Klitgården i Tversted. Mange af dem iført det rigtige outfit til en regulær countryfest med støvler og hat.
Blandt aftenens publikummer var dog også mange lokale, som blev nysgerrige efter at høre, hvad countrymusik er for en størrelse.
Arrangørerne hos Tversted Borger- og Turistforening var tilfredse ikke mindst med den lokale opbakning. Nogle af foreningens medlemmer stod i køkkenet og lavede mad til de sultne countryentusiaster fra nær og fjern.
Næstformanden Birthe Østergaard bød velkommen og åbnede buffeten. Der blev serveret langtidsstegt skinke med sprød skorpe, flødekartofler og stegte rodfrugter. Dertil forskellige slags brød, salater og dressinger.
Der var kun ros fra gæsterne efter maden, og det kan FlaskePostens udsendte kun tilslutte sig. I tiden indtil norske Arly Karlsen & Sons gik på scenen klokken 21 kunne man nyde kaffe og kage eller andre drikkevarer såsom øl.
Folk kom langvejs fra for at høre trioen. Der var de trofaste fans, som tog hele vejen fra Norge, og så var der Lone og Leif fra Lemvig. Parret havde hørt om countryfesten fra den lokale countryelsker Finn Kjærsgaard og tog vejen fra vestkysten til Tversted for at være med i festen. Og det blev en fest.
Stemningen blandt de tilrejsende var i top, og efter det første par takter af Johnny Cash’s klassiker Ring of Fire kom der gang i cowboyerne, som bød damerne op til dans. Åbenbart havde nummeret trukket så meget strøm ud af Arlys trådløse sender, at den havde brug for akut førstehjælp i form af to ny batterier.
Med hans lune norske humor underholdt Arly publikummet, mens sønnerne prøvede at finde batterier, som duede. Det lykkedes, og så var der atter gang i festen. Der blev danset og skålet og folk var i godt humør, hvilket skabte den fedeste stemning på Klitgården.
Arly Karlsens musik er meget inspireret af legenden Johnny Cash, men også sange fra Kris Kristoffersen, Willie Nelson, Waylon Jennings og Jim Reeves er til at finde i repertoireret.
Hans to sønner, Kim og Martin, startede deres musikalske karriere i en helt anden genre. Både Martin på trommer og Kim på bas har i mange år spillet i forskellige heavy metal bands, og aftenens koncert bød da også på et par elementer, som hører mere hjemme i netop den genre.
Arly Karlsen & Sons har fundet deres egen stil med at kombinere og integrere både elementerne fra heavy metal og rock ’n roll i countrymusikken. Efter en del klassikere såsom The Gambler og Mercury Blues, fik publikum en smagsprøve på country på norsk.
Arly Karlsen & Sons har både komponeret og indspillet kendingsmelodien til det norske tv program Norske Rednecks. Arly kunne fortælle, at hans nye CD, som udkommer sidst i april eller begyndelse af maj, er 100 procent country på norsk.
Efter tre sæt og en del ekstranumre gik en veloplagt, men træt Arly Karlsen lidt i kl. 01.00 fra scenen. Den 2. juni i år fejrer Arly Karlsen i øvrigt 40 år on the road i sin hjemby Arendal i Norge. Mon ikke også, at der er nogen af aftenens gæster, som i den anledning tager en tur til Norge.
Gik du glip af Arly Karlsen i går og ikke har råd eller tid til at tage til Norge til sommer, er der godt nyt. Allerede den kommende weekend er Arly Karlsen nemlig tilbage i det nordvestlige Vendsyssel. Han giver således solokoncert fredag aften den 2. februar på Admiralen i Hirtshals.
Er du ikke til aftenkoncerter, så giver han en koncert samme sted lørdag eftermiddag, før han om aftenen den 3. februar står på scenen i Asdal Sognegård, hvor BNO (Brand New Opry) inviterer til Nytårs Country.
Foto og video: Catwizle Production.