Denne skribent er i forvejen fascineret af det rustikt indrettede Grønfeldt Værkstedsgalleri med de mange uendeligt smukke unikaer, der er udstillet i det gamle fiskerhus på Hjørringgade i Hirtshals.
Fascinationen slog ligefrem over i næsegrus beundring over kreativiteten, da jeg denne tirsdag eftermiddag tilfældigt faldt over indehaver Joan Kristensens nye coverfoto for Grønfeldt Værkstedsgalleri på Facebook.
Den syvplettede mariehøne, hvis farver paradoksalt nok menes at tjene som advarsel til insektædende dyr, er i sig selv en forunderlig smuk bille, som mange børn har sendt til himmels for at bede om godt vejr hos Vorherre. Når den så også er foreviget på den rustikke væg med de mange lag gammel maling, fremstår den endnu flottere.
Så suveræn en sans for skønheden ved det uendeligt store i det små har kun de aller bedste kunstnere og kunsthåndværkere.
Hatteløft for et fantastisk valg af coverfoto på Facebook!