
Allerede fra kl. 8.15 søndag kunne deltagerne ved Farveladeløbet få sig en kop kaffe i lokalerne hos Jørgen Jeppesens Eftf. på Grævlingevej, før starten på den 150 km. lange rute over Skagen og Frederikshavn og retur til Hirtshals.
Direktør Lars Jeppesen bød kl. 9.00 velkommen og sagde lidt om dagens rute samt de deltagende hold, før nogle vigtige forhold omkring sikkerhed blev indskærpet af Knud Hjortflod Nielsen, som er assisterende teamchef hos Team Hjørring.
Umiddelbart derefter trillede de 130 tilmeldte ryttere, hvoraf 35 var lokale fra HIFFI Cykler, ud på Grævlingevej og satte sammen med en servicevogn i godt vejr med kun jævn vind fra sydvest kurs mod toppen af Danmark.
Den lange træningstur med de tre etaper på hver 50 km. blev først afsluttet kl. 16.30, da hovedparten af rytterne ankom i samlet og storsmilende flok til Grævlingevej. Her blev de budt på vand, øl, vin og en let anretning.
– Undskyld, at vi blev en smule forsinkede, men det var simpelthen så hyggelig en tur, hvor der blev snakket en hel del undervejs, fortalte Jens Kjærsgaard Nielsen fra HIFFI Cykler.
Det blev bekræftet fra flere sider, at løbet i år var forløbet forrygende med kun et par mindre styrt, som blandt andet var forårsaget af et overkørt pindsvin, der desuden resulterede i nogle punkteringer.