Fartglade heste skabte køer på Hirtshalsmotorvejen

To løstgående heste var onsdag med til at sænke farten i morgentrafikken på Hirtshalsmotorvejen E39.

1313
Foto: Arkiv.

Normalt holder man sig til at bande lidt for sig selv, når lastbiler trækker ud til overhaling midt i morgentrafikken og pludselig får hastigheden sat ned for ikke så få bilister.

Men onsdag morgen var det noget helt andet, der forsinkede bilisterne på E39 ved Hjørring. Her var der nemlig ikke mindre end to heste, der var undsluppet deres indhegning og i stedet havde bevæget sig ud på en travetur midt på motorvejens to nordgående spor.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg, til TV2 Nord.

– Vi fik en del henvendelser fra bilister, som passerede hestene mellem afkørslerne Hjørring S og Hjørring C. Men vi oplevede ikke, at det gav anledning til problemer eller uheld. Folk var rigtig gode til at tage hensyn til hestene, siger Poul Badsberg.

En patrulje blev sendt til stedet, og det lykkedes betjentene at få hestene ud i nødsporet og her eskortere dem med blå blink op ad afkørslen Hjørring C.

– Vi har stadig ikke fået fat på hestenes ejer, men vi fik fat på én, der kunne komme og hente hestene i en hestetrailer. Så vi leder stadig videre efter ejeren, siger Poul Badsberg.

Kilde: TV2 Nord.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments