
Flere fartøjer ligger lige nu meget tungt i havnene eller på vej dertil fra fiskeriet efter tobis i Nordsøen. Fartøjerne i havn venter på at blive lettet for deres last af tobis til fiskemelsfabrikkerne i Thyborøn og Skagen.
Alle oplever nemlig lige nu rekordstore mængder af tobis. Fiskerne kan da også i år glæde sig over at have fået en tobiskvote, som med 458.000 tons er den største i 10 år. Fiskeriet blev skudt i gang den 1. april og har ifølge FiskeriTidende været en fest fra første dag også for fartøjerne fra Hirtshals Havn.
Lige nu er der fuldt blus under kedlerne på fiskemelsfabrikkerne, der kører i allerhøjeste gear for at følge med, noterer FiskeriTidende. Den 10. maj var det HG 333 Isafold, der tungt lastet med tobis anløb Hirtshals Havn.
Foto: Preben Michael Rønn Andersen.
Kilde: FiskeriTidende.