»En fantastisk kvinde« vises fra onsdag i Lønstrup Café Bio

Lønstrup Café Bio viser onsdag, torsdag, fredag og søndag det vilde chilenske drama »En fantastisk kvinde«.

57

Marina, en servitrice, der drømmer om at blive sangerinde, er kæreste med den tyve år ældre Orlando.

Efter en aften i byen dør han, og dermed starter et helvede for Marina, der midt i sin sorg må finde sig i at blive mistænkeliggjort, latterliggjort og truet, fordi ingen forstår eller respekterer den unge kvinde. Trods rigelig modgang ser hun ikke sig selv som et offer, men lever tværtimod i en farverig verden af udtryk og indfald.

Det går meget gradvis op for én, hvor vild en film En fantastisk kvinde er.

Filmen begynder med, at den tiltrækkende, midaldrende, tydeligt succesrige Orlando går på natklub og får øjenkontakt med den smukke Marina, der synger en kabaretsang. De aftaler en date, går ud og spiser. De går hjem og har hed sex, stående op ad et stort vindue. De går i seng for at sove, han får et hjertestop. Og dør.

Titlens fantastiske kvinde, Marina, er transkønnet. Marina er en overlever. Ikke nok med det, Marina har overskud som en wonder woman, fysisk og moralsk. Filmen elsker hende, beundrer hende, og det samme kommer vi hurtigt til. Det viser sig, at Marina og Orlando har haft et længere forhold, selv om han var gift.

Nu ønsker hans efterladte, ”legitime” familie ikke at blive mindet om de sider af Orlandos personlighed, som de enten ikke kendte eller ikke ville kende til. Nu hvor han er død, kan de begrave ham og lade, som om intet af alt det pinsomme er hændt.

Marina må flytte ud af den lejlighed, Orlando lod hende bo i, deres hund bliver hentet, hun må ikke komme til Orlandos begravelse, og fremtiden lover ret miserabel. Men for Marina har livet været en miserabel dans på rosentorne, og hun accepterer ganske simpelt ikke ydmygelsen.

Hun på diskotek for at drukne sorgen og forhånelsen. Hun danser og svanser, og det hele er ved at begynde at ligne et lovlig banalt billede på filmisk selvforglemmelse, da de dansende langsomt transformeres over i noget glitterstads med pomponer og det hele.

Dansen bliver en hyldest til modstanden, vovemodet, til den empowerment, de i dette miljø kun kan give sig selv og hinanden og aldrig kan forvente at få udefra.

Scenen, hvor hun trodsigt møder op til begravelsen kun for at blive mødt af elskerens familie, der spærrer vejen for hende i deres bil og bander ad hende, er uforglemmelig. Hun kravler op på kølerhjelmen som en hævngerrig furie fra en japansk horrorfilm, og videre op på taget af bilen, hvor hun stamper i sine høje hæle og siger: ”Jeg. Vil. Have. Min. Hund!”

Onsdag den 7. marts kl. 19.30 viser Lønstrup Café Bio det chilenske vilde drama »En fantastisk kvinde«. Filmen vises endvidere den 8., 9. og 11. marts kl. 19.30.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments