Efter i løbet af den sidste måneds tid at have lagt omkring 700 arbejdstimer i at få renoveret den gamle fladbåd hos Tornby Bjærgelaug var det med spænding, at de unge mænd bag projektet sammen med nogle af de gamle roere lørdag eftermiddag kl. 15.00 skulle have en prøvesejlads ved Tornby Strand.
Alene var de engagerede og målrettede unge mænd imidlertid og mildest talt meget langt fra, idet prøvesejladsen hurtigt viste sig at blive noget af et tilløbsstykke med masser af lokale og turister, der kiggede på, mens også TrygFonden Kystlivredning og Hirtshals Redningsstation var til stede på stranden og vandet nedenfor Hotel Munch.
Efter en grundig instruktion af den sidst siddende skipper Kjeld Arildsen, som fik hjælp af endnu en gammel af slagsen, nemlig Flemming “Gassi” Steen Jensen, kom båden overraskende let og elegant ud i vandet, mens det til gengæld voldte lidt besvær for visse af roerne at komme op over rælingen, men med et skub bagi kom alle ombord.
På stranden var denne dag også formand Erik Toustrup fra Tversted Bjærgelaug. Han var i lighed med flere andre særdeles positivt overrasket over, hvor hurtigt roerne fandt takten og klarede det flot ud over revlerne. Både ved start og afslutning af sejladsen var der klapsalver og opmuntrende tilråb. Den gamle båd holdt også tæt.
FlaskePosten ønskede efterfølgende skipperne og roerne et stort tillykke, som gerne skal gentages her på webavisen, idet vi glæder os rigtig meget til fremover at følge Tornby Bjærgelaug.
Sponsorer ved renoveringen:
Vestkajens Maskinværksted A/S
Hirtshals Yard
Tornby Mørtelværk
VVS-Manden v. Frank Hansen
Havnens Skibsbyggeri
Bygma
Duusgaard