Vendsyssel Håndbold Fanklub Support, der har base i Jye’s Bagbutik i Hirtshals, overrakte før lørdagens kamp i Hallen Park Vendia i Hjørring mod Skanderborg en stor chek til håndboldklubben.
Da regnskabet for fanklubbens salg af målaktierne blev gjort op, var der hele 14.591 kroner på kontoen. De 2500 kroner af beløbet er øremærket en heldig blandt de mange, der har tegnet målaktier. Vedkommende udtrækkes snart som vinder af 2500 kroner til en rejse.
Med andre ord var der 12.091 kroner til Vendsyssel Håndbold. Beløbet er øremærket til et træningsophold til spillere og trænere før starten på næste sæson.
Kampen endte i øvrigt 24-21 til Skanderborg, som dermed rykker op i landets bedste håndboldrække.
Torben Holm Jensen og Jette Hansen fra fanklubben overrakte kort før kampstart lørdag i Hjørring den store check til træner Jakob Voldby og Anna Lillesø fra holdet.
Vendsyssel Håndbold Fanklub Support havde medbragt noget af stemningen fra hovedkvarteret i Hirtshals og fyldte godt i Hallen Park Vendia med trommer og stor opbakning.