Familien Bodin åbner Restaurant Culinariet

Det er alle tiders, at Hjørring Kommune investerer i områdefornyelse, men endnu mere prisværdig er en privat satsning som familien Bodins med Restaurant Culinariet.

71

Der er ingen tvivl om, at mange borgere har bidraget utrolig positivt til Hjørring Kommunes områdefornyelse, men endnu ingen ved præcist, hvordan det hele ender med de planer i Hirtshals.

For mange kokke har det som bekendt også med at fordærve maden, men det kommer med garanti ikke til at ske for den norske familien Bodins planer med den helt ny Restaurant Culinariet i Hjørringgade.

– Ideen har vi fået på baggrund af vores egne tanker og behov, når vi ønsker at spise ude, samt at det passede perfekt nu, hvor der satses på byfornyelse, fortæller familiens køkkenchef Elizabeth Grace Bodin.

Restaurantens vision er derfor også at skabe et sted, som alle lokale og turister får et godt forhold til. Altså et sted, der bliver anbefalet af lokalbefolkningen og dermed bliver et godt varemærke for byen og hele egnen.

– Vi vil kombinere en uformel og hyggelig atmosfære med enkle og korte menuer, som demonstrerer køkkenets evne og kapacitet til at fremvise toppen af madkultur og kvalitetsmad på et rimeligt prisniveau, uddyber Elizabeth Grace Bodin, da FlaskePosten fredag besøgte familien, der tillige tæller søsteren Beatrice samt mor Rita og far Carl Sverre.

– Disse menuer vil selvfølgelig gradvis fornys, sådan at råvarerne altid består af bedste kvalitet. Vi byder på sæsonens friskeste råvarer fra både hav og land og kører det lokale med et twist” i form af nye smagssammensetninger og teksturer, tilføjer Elizabeth Grace Bodin.

– Restauranten holder åben hele året også med et smukt selskabslokale samt om sommeren den skønneste gårdhave ikke mindst i læ bag bygningen, tilføjer Carl Sverre Bodin, som i øvrigt har bidraget med masser af visionære tanker til Hjørring Kommunes områdefornyelse, men altså nu tillige tager sagen i egen hånd med restauranten i Hjørringggade.

For egen regning tilføjer den lokale netavis, at hele pladsen mellem Slagter Winther, Bog & idé samt Grønfeldt Kunsthåndværk i den grad får et løft med Restaurant Culinariet.

Det er privat områdefornyelse, der virkelig rykker og i den grad giver byen et kvalitetsløft. At der følger fremragende mad og vin med, er da bestemt en ekstra appelsin i turbanen.

Menukortet bliver offentliggjort, når websiden er oppe at køre og planen er reception onsdag den 5. juli fra kl. 14 til 18.

Restaurant Culinariet
Hjørringgade 9
Hirtshals
Tlf: 81 11 74 75
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments