Der er for så vidt masser af muligheder for aktivteter ved Fyrklit. Blandt de seneste tiltag er banen til fodboldgolf.
Både huller og bolde er ganske afgjort noget større end ved traditionel golf, men ellers er spillet i princippet det samme.
Fodboldgolf er simpelthen sjovt og kan spilles af alle, store som små, unge som gamle. Hver eneste runde på banen er en udfordring, både for konkurrencemennesket og for dem, der bare vil have en sjov og hyggelig dag, som man kan læse på hjemmesiden hos Dansk Fodboldgolfunion.
Noget ganske ekstraordinært ved den lokale bane er imidlertid de såkaldte QR koder, der er opsat rundt omkring. Tjekker man efter med mobiltelefonen kan man her læse ikke så lidt om den pragtfulde natur, hvor banen efter indhentning af tilladelser hos myndighederne ligger placeret øst for Fyrklit.
Familien, som vi mødte på banen mandag eftermiddag, hyggede sig gevaldigt og brugte et par timer på at komme hele vejen rundt.
Med sommerhus heroppe var de ofte kørt forbi i den tro, at spillet kun var for gæsterne på Fyrklit. Banen er imidlertid åben for alle.
Henvendelse i receptionen.
Åbent hver dag fra kl 08.00 – 20.00.
Pris: kr. 50,- pr. person.