
Sparring omkring virksomhedsudvikling og energi gennem det sociale miljø er to afgørende faktorer, som har bidraget til, at iværksættervirksomheden DKNO Partners har udviklet sig flot i løbet af halvandet års ophold i GARAGEN – iværksættermiljøet på Amtmandstoften i Hjørring, skriver Hjørring ErhvervsCenter.
Det fastslår Eli Mandt Rømer, der startede virksomheden hjemme hos sig selv, men i dag priser sig lykkelig over, at hun fik plads i GARAGEN. Her er virksomheden vokset med to medarbejdere udover iværksætteren selv.
Eli Mandt Rømer, der er norsk, har en karriere i rejse- og hotel-branchen i Danmark bag sig og medbragte herfra et stort netværk i både Danmark og Norge, da hun for fire år siden besluttede at begynde for sig selv.
Forretningsidéen var at udnytte dette netværk til at være professionel formidler af forretningsmæssige relationer mellem danske og norske virksomheder.
DKNO Partners bistår med at finde de bedst egnede norske samarbejdspartnere og med målrettet markedsføring i Norge – såvel på tryk som digitalt.
”Selv om danskere og nordmænd historisk, sprogligt og kulturelt er i familie, er der mange forskelle mellem virksomheds-kulturerne i de to lande. I DKNO Partners skaber vi ikke blot kontakter på tværs af Skagerrak, men bistår også med at undgå misforståelser i relationerne”.
Og der ER forskel på kulturen i norske og danske virksomheder, siger Eli Mandt Rømer på baggrund af mange års erfaring.
”I Norge ser man meget på kvaliteten og tager sig god tid om beslutningerne. I Danmark handler man hurtigere og lægger stor vægt på lave priser og tilbud”.
Da Eli Mandt Rømer sprang ud som selvstændig, oplevede hun i starten en stor usikkerhed. Holder forretningsidéen? Er mit netværk stort nok? Kan jeg tjene nok til at leve af det? I hvilken retning skal jeg udvikle min virksomhed?
Efter at have fået plads i GARAGEN fik hun meget bedre styr på tingene. Professionelt kunne hun nyde godt af nærheden til Hjørring ErhvervsCenters konsulenter, som kunne give hende kompetent sparring. Socialt betød omgangen med de øvrige iværksættere i miljøet, at hun fik mere energi og selvtillid.
”Det vigtigste for mig har nok været, at jeg fik hjælp til at få lavet konkrete planer for udvikling af virksomheden. Det kan være svært at bakse med helt alene”, siger Eli Mandt Rømer.
DKNO Partners har under opholdet i GARAGEN udviklet sig fra at være formidler af kontakter til også selv at udgive et magasin, der er forum for danske virksomheders B2B-annoncering på det norske marked.
Og nye initiativer er i støbeskeen, fortæller Eli Mandt Rømer.
”I Norge har loyalitets-programmer været et stort område i mange år. For eksempel er det almindeligt, at bankernes kunder tilbydes rabatter eller andre fordele, når de handler i bestemte butikker – fysisk eller på nettet. Noget tilsvarende er vi i gang med at formidle for danske virksomheder. Og det kan vi gøre, fordi vi i forvejen har et omfattende netværk”.
Se november-udgaven af DKNO magasin her
Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter





















































