I Region Nordjylland er antallet af indlagte personer med coronavirus steget en anelse den seneste uge. Det viser tal fra Statens Serum Institut, der netop har offentliggjort de nyeste coronatal fra den forgangne uge.
Tallet for sidste uge viste, at der i Region Nordjylland var fire indlagte personer med virussen. Siden er tallet steget lidt. I dag er seks nordjyder indlagt, to på intensiv heraf en i respirator.
Kun Region Hovedstaden har flere indlagte end nordjyderne, her er 10 personer indlagt. I alt er blot 17 danskere indlagt med coronavirus, og det tal er faldet støt siden 1. april, hvor flest personer var indlagt – nemlig 535.
Antallet af bekræftede tilfælde i Region Nordjylland er 592 personer – hvilket svarer til 100,3 per 100.000 indbyggere – det er et af de laveste tal i landet. Kun Region Syddanmark har færre. Næsten en million danskere er blevet testet siden virussen brød ud og mindre end 13.000 danskere er blevet bekræftet smittede. Det seneste døgn er 24 personer testet positiv for coronavirus.