
Færøske kunstnere har gennem tiden i vid udstrækning udstillet deres værker på Hirtshals Fyr.
De er kommet i mindre grupper. Nu kommer de en stor gruppe, dog ikke i originalværker men i fornemme tryk udført på værkstedet Steinprent i Torshavn.
Hvor mange forskellige kunstnere, der bliver repræsenteret i udstillingslokalerne på Hirtshals Fyr afgøres først i sidste øjeblik ved ophængningen forud for ferniseringen på udstillingen ”Fra Torshavn til Hirtshals” en udstilling der kan ses dagligt mellem kl. 13 og 17 i perioden 1. – 16. juli.
Steinprent benyttes af så godt som alle de færøske kunstnere. Værkstedet er kendt for tryk af højeste kvalitet, og det er ikke blot færøske kunstnere der lægger vejen om ad værkstedet ved havnen i Torshavn. Der kommer kunstnere fra hele Europa, som ønsker at arbejde med, når deres værker skal udtrykkes i stentryk.
Steinprent er Færøernes Grafiske Værksted, der drives af litograf Jan Andersson og grafiker Fríða Matras Brekku.
Når de to kommer til Hirtshals er Jan Andersson så godt som på hjemmebane. Han blev udlært litograf hos I. Chr. Sørensen i Nørregade i Hjørring og startede siden “Det Grafiske Værksted i Hjørring” efter at I. Chr. Sørensen flyttede sit værksted til Århus.
Jan Andersson begyndte sin virksomhed på Færøerne i 1999. I ti år besøgte kunstnere fra nær og fjern værkstedet i de lejede lokaler i den ældste del af kunstmuseet i Tórshavn.
I 2009 flyttede værkstedet så til den historiske Østrøms fabrik ved bådehavnen. Her er der god plads til såvel maskiner som kunstnere, ligesom et galleri er tilknyttet værkstedet.
Færøsk kunst er meget velanskrevet – ikke mindst i Nordjylland – men bestemt også i den øvrige del af landet.
Når Steinprent kommer til Hirtshals, kan man forvente at se tryk, hvor kunstnere som Bárdur Jákupsson, Torbjørn Olsen, Trondur Patursson, Frida Matras Brekku og Zacharias Heinesen står bag det grundlæggende kreative arbejde, men der er også betydelig flere at vælge imellem.
Link til liste over kunstnere, der arbejder sammen med Jan Andersson: Steinprent