Færøsk kunst og koncert på Galleri Tornby

Palmesøndag den 29. marts inviteres alle interesserede til sæsonåbning, hvor der kan opleves flot færøsk billedkunst og intimkoncert på Galleri Tornby.

82

Ferniseringen finder sted kl. 13.00, hvor galleriet præsenterer de to anerkendte kunstnere fra Færøerne, som er Birgit Kirke, billedkunstner og skulptør, samt Sofus D. Poulsen alias SOPO, billedkunstner og musiker. Begge kunstnere deltager i ferniseringen.

Umiddelbart efter præsentationen byder galleriet på koncert med duoen Maja Kjær Jacobsen på violin og SOPO på guitar. Faktisk har duoen urpremiere og har kun spillet sammen omkring en time forinden, men de er begge så professionelle, at man kan se frem til en god koncert med to virtuose musikere.

Maja er uddannet på konservatoriet på Syddansk Universitet indenfor folkemusik, og hun har på det seneste turneret blandt andet Canada og Danmark tyndt. SOPO er en kendt musiker på Færøerne og har spillet sammen med de bedste færøske musikere.

Foruden flot færøsk kunst af Birgit Kirke og SOPO, vil der også være skulpturer og malerier af kendte og nye kunstnere, der er kommet til her i 2015, og galleriejeren forsikrer, at der virkelig er noget at køre efter.

Udstillingen med Birgit Kirke og SOPO kan ses til og med den 26. april. Mere info via siden Galleri Tornby på Facebook. Der er fri entré til såvel fernisering som koncert!

Galleriet holder åbent kl. 13 – 17 alle lørdage, søndage og alle helligdage i hele udstillingsperioden samt ved telefonisk henvendelse på nr: +45 24 89 72 62 og +45 22 55 47 74.

Galleri Tornby – Skagensvej 53B, V. Tversted, 9881 Bindslev

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments