
Der er tradition for at vise seværdig færøsk kunst på Fyret. Sådan bliver det også ved Sommerudstilling 2, der er hængt op i perioden fra den 2. til den 16. august.
Nemlig maleren Bardur Jakupssons ekspressionistiske malerier kombineres med Karin Munks midtjyske fotokunst. Det er dermed modne kunstnere, der skal beklæde de hvide vægge i Assistenthuset fire stuer ved Hirtshals Fyr.
Karin Munk er en ægte seer. Hun taler meget lidt om sine billeder – det klarer de selv. Portrættet er de senere år blevet hendes foretrukne udtryksform, selv om hun stadig gør sig gældende på andre områder. Det hun kan, hænger sammen med hendes stilfærdige måde at gribe tingene an på.
Sin uddannelse fik hun hos de navnkundige fotografer Thomas og Poul Pedersen, far og søn.
Karin Munk åbnede eget atelier i Århus i 1965, da hun overtog arkitekterne Friis & Moltkes første tegnestue i Norsgade. Siden har hun indrettet sig i en stor, gammel villa i Thunøgade, hendes eget barndomshjem. Det er her, hun skaber de fleste af sine stærke portrætter.
Hendes portrætter er altid sort-hvide. Farver er ikke nødvendige for at fange et menneskes udtryk. Modellens personlighed viser sig, når det lykkes at få ham eller hende til at glemme både kameraet og sig selv. Det kan Karin Munk, hvilket hænger sammen med hendes egen stilfærdige måde at gribe tingene an på. Men også den færøske natur har grebet fotografen. Med udgangspunkt i den færøske bygd Gjógv har hun fanget storslået færøsk natur og mere intime detaljer. Det blev der i 2012 en fornem bog ud af.
Færøsk motiv fastholdt af Karin Munk.
Netop bygden Gjógv har hun til fælles med den anden udstiller, maleren Bardur Jakupsson, som har atelier i bygden. Han er født 1943 og bosat i Tórshavn, Færøerne. Ved ferniseringen på Hirtshals Fyr holder kunsthistoriker, mag art. Anne Lie Stokbro talen, og hun beskriver den færøske kunstner således:
– Bárður Jákupssons værker fremstår som abstraktioner over noget engang sanset, noget erkendt, men de er fuldt udfoldede visioner. De er indre syner, som åbner sig for beskueren uden at angive den præcise vej, man må gå for at nå ind til værkets “mening”.
Maleri af færingen Bárður Jákupsson.
Bárður Jákupsson hylder det åbne værk, som rummer en flerhed af tolkningsmuligheder, helt afhængigt af øjnene, der ser, og de referencer, beskueren kan investere i kunstoplevelsen.
Bardur Jakupsson blev uddannet som lærer på Hjørring Seminarium i 1970-1972 og studerede så ved maleriskolen på Kunstakademiet i København. Derpå blev han lærer på Færøernes Folkehøjskole, og fra 1978 direktør for Færøernes Kunstmuseum. Han regnes blandt de ivrigste kulturskabende på Færøerne. Hans billeder er koloristiske og ekspressionistiske, og i verden kender man ham for hans arbejde som frimærkekunstner ved Postverk Føroya.
Som forfatter skriver han især om færøsk kunst. I dette fag er han uden tvivl Færøernes førende kunstkritiker.
Selv har Bardur Jakupsson udstillet et utal af stede i Danmark og naturligvis hjemme på Færøerne.
Han står han bag en række rumdekorationer i flere markante bygninger.
Man kan opleve hans kunst på Færøernes Landssygehus, Færøernes Handelsskole, Plejehjemmet Lágargarður, Fróðskaparsetur Føroya (Færøernes universitet), Dronningens Ferieby, Grenå (Statens Kunstfond), Østre Landsret i København og Cruise-færgen “Norrøna”, Smyril Line.
Udstillingen er åben dagligt mellem kl. 13 og kl. 17 fra den 2. til den 16. august. Der er gratis adgang. Der er samtidig åbent i Fyrets kaffestue mellem kl. 10 og 17.
Med de to kunstnere runder Kunstudvalget ved Hirtshals Fyr sommeren af på seværdig vis!