
Færøske kunstnere – malere og skulptører – har adskillige gange givet gæsterne i udstillingslokalerne på Hirtshals Fyr store oplevelser, og der er ikke tvivl om, at 62-årige Kári Svensson fra Tòrshavn – også vil begejstre, med sine store værker, der udgør årets Påskeudstilling i de fire intime stuer.
Kári Svensson har hele sit liv boet i Torshavn. Han malede allerede som dreng, og det er i dag slående, at hans talent var så tydeligt. Det kan man blandt andet se på en A4 oliekridt tegning, som han forærede sin mor, da han var ni år gammel.
Som andre færøske kunstnere fandt han inspiration hos Mykines og Ingalvur av Reyni, hos hvem han kom dagligt gennem mange år. Hos de ældre læremestre udviklede Kári Svensson sit eget billedsprog, hvormed han kunne tolke den færøske natur og vejrlig. Gennem årene har han skiftet både palet og udtryk i flere omgange. Kári Svensson er en kunstner i en stadig positiv udvikling.
Værkerne på Hirtshals Fyr er bl.a. udtryk for øjebliksbilleder i den meget omskiftelige færøske natur, hvilket giver nærvær og engagement og betyder optimale oplevelser.
I Danmark har Kári Svensson gennem årene siden 1995 været en væsentlig kunstner hos Galleri NB i Silkeborg, som gennem udstillinger har fulgt hans udvikling og omskiftninger. Nu bliver der så mulighed for at opleve den flotte kunst på Hirtshals Fyr her længere nordpå.
Der er fernisering på Påskeudstillingen palmesøndag den 20. marts kl. 13, og udstillingen har derefter dagligt åbent mellem kl. 13 og 17 til og med 2. påskedag, mandag den 28. marts.
Ved ferniseringen holder formanden for Kunstens Venner i Vendsyssel, Eigil Mørck, åbningstalen.
På åbningsdagen og i de øvrige helligdage er der mellem kl. 13 og 17 åbent for servering i fyrets kaffestue