
Fjord Line når en vigtig milepæl, når antallet af 2015-gæster i dag overstiger en million. Årets tre første kvartaler har været ekstraordinært positive i forhold til samme periode i 2014. Således kan Fjord Line for første gang i rederiets historie nu byde velkommen til årets gæst nr. 1 million.
– Gennem de sidste par år har Fjord Line indsat nye miljøvenlige skibe, fokuseret på at skabe nogle gode oplevelser for vores gæster og bygget et solidt rutenetværk op. Passagertallene viser, at de rejsende nu for alvor har fået øjnene op for Fjord Line, siger Rickard Ternblom, som er koncernchef i Fjord Line AS.
På ruterne mellem Norge, Danmark og Sverige kan rederiet notere en vækst på 32 procent i antal af passagerer og biler i de tre første kvartaler af 2015 sammenlignet med samme periode året før. Antallet af fragtenheder er øget med 8 procent.
Fremgangen gennem 2015 kommer på toppen af, at Fjord Line næsten fordoblede antallet af passagerer fra 2013 til 2014. Fremgangen fordeler sig pænt over alle ruterne, hvilket betyder, at Fjord Line har øget sine markedsandele på alle ruter. Således tegner Fjord Line sig i dag for en markedsandel på nær 22 procent inden for passagerer, mens markedsandelen inden for biler når helt op på 28 procent.
Rickard Ternblom kommenterer den positive udvikling således:
– Stigningen i passagertallet skyldes ikke mindst en kæmpeindsats fra vores engagerede medarbejdere, som hver dag møder gæsterne med smil og god service. Medarbejderne har en stor del af æren for, at vi i dag runder en million passagerer i år.
– Fremgangen er et udtryk for, at Fjord Line har formået at oparbejde en tydeligere og stærkere position i markedet, og der er bygget et solidt fundament for en videre positiv udvikling, afslutter Rickard Ternblom.
Fakta om Fjord Line
Fjord Line AS er et moderne rederi, der sejler mellem Danmark og Norge på ruterne Hirtshals – Stavanger – Bergen, Hirtshals – Langesund og på ruten mellem Sandefjord i Norge og Strömstad i Sverige. I sommerhalvåret besejles også ruten Hirtshals – Kristiansand.
I juli 2013 blev flåden udvidet med den nye miljøvenlige cruisefærge MS Stavangerfjord, og i marts 2014 blev søsterskibet MS Bergensfjord indsat. Begge drives med flydende naturgas (LNG). Med to cruisefærger i drift tilbyder Fjord Line markedets bedste komfort på sørejsen mellem Danmark og Norge.
Ruten mellem Sandefjord og Strömstad besejles af den gennemmoderniserede færge MS Oslofjord, og hurtigfærgen HSC Fjord Cat sejler mellem Hirtshals og Kristiansand, som den absolut hurtigste færge på ruten. I tillæg til passagertrafikken har Fjord Line god kapacitet på fragt af arbejdskøretøjer og gods, der håndteres af Fjord Lines cargoafdelinger i Danmark og i Norge.
Fjord Line blev grundlagt i 1993 med rødder tilbage til 1880. Rederiet har i dag omkring 740 medarbejdere. I højsæsonen øges antallet af søfolk med cirka 200 personer.
Foto: Espen Gees og Ken Robert Haltvik.
Kilde: Fjord Line.